En hyldest til aalborgensisk sport: Nyt museum åbner snart i Nordkraft
AALBORG: I de gamle arkivlokaler på Harald Jensens Vej er der i øjeblikket en større nedpakning i gang.
Aalborg Idrætshistorisk Samling, som blev startet i 1979, skal fraflytte huset, der er nabo til Aalborg Portland Park.
Der er fugtigt i kælderen, så for at bevare de flere end 30.000 historiske idrætsobjekter flytter man nu hele molevitten til Nordkraft.
Her opstår i løbet af januar 2026 Aalborg Sportsmuseum, fortæller én af de frivillige i arkivet, Flemming Gade, til Ligeher.nu.
Arkivet har allerede fået de første 200-300 flyttekasser til at flytte mere end 100 års idrætshistorie.
Og der er da også rigeligt at tage fat på for de frivillige.
Den ældste genstand, der er opbevaret i arkivet, er fra 1880 - og hele samlingen tæller blandt andet 21.000 billeder, 4000 fotoserier, 1300 bøger, 175 plakater og 1000 genstande.
- Det er vigtigt, at vi bevarer historien, også i en fysisk udgave. Og også selvom alt bevæger sig i en digitaliseret retning, siger Flemming Gade.
I det nye sportsmuseum er der allerede tænkt nogle tanker i forhold til, hvordan de nye kvadratmeter skal indrettes.
- Vi tænker at lave nogle temaer og også nogle skiftende udstillinger, fortæller Flemming Gade og tilføjer:
- Og så håber vi at få mere synlighed ved Royal Stage i Nordkraft, end vi får i øjeblikket her på adressen.
Pt. er der åbent i arkivet i tre timer - kl. 13-16 hver onsdag - men når Aalborg Sportsmuseum åbner i Nordkraft håber de frivillige at kunne udvide åbningstiden.
I det daglige er de ni frivillige tilknyttet arkivet - otte mænd og én kvinde.
Hver især kommer de med forskellige baggrunde fra det aalborgensiske og nordjyske foreningsliv.
Og derfor falder interessen for aalborgensisk idræts- og sportshistorie dem også ligefor.
- Det er det, vi brænder for, og noget af det vi gerne vil bidrage til at bevare, men også formidle. Aalborg er en stolt sportsby, og det skal idrætsarkivet og det kommende sportsmuseum gerne hjælpe til med at minde folk om, siger Flemming Gade.
Går alt efter planen, håber man at kunne åbne Aalborg Sportsmuseum i Nordkraft fredag 23. januar.