Billede beskrivelse

En epoke i Gistrup er nu definitivt slut

07. februar 2026 kl. 17.00

GISTRUP: LKB-Gistrups fodboldafdeling så dagens lys i 1959. 

Herefter opstod der stille og roligt et behov for et klubhus ved de to træningsbaner på Lyngtoften midt i Gistrup. 

Det daværende sogneråd i Gunderup/Nøvling gav tilladelsen til byggeriet på den specielle måde, at der blev givet omkring 12.000 kroner til materialer - forudsat at fodboldspillerne selv byggede huset på 108 kvadratmeter.

Det lykkedes selvfølgelig, og i 1961 var klubbens første klubhus klar til brug.

Men i takt med at antallet af hold steg år efter år, opstod der et behov for en udvidelse. 

Det skete i form af to mindre tilbygninger til det oprindelige klubhus i henholdsvis 1963 og 1970, inden den nærliggende træbarak, der rummede to omklædningsrum og et kontor samt nogle depoter, blev taget i brug i 1972. 

Den løsning holdt frem til 1981, for med en markant udvikling af Gistrup by blev medlemstallet så stort, at der skulle langt mere til.

Det blev i form af det nuværende klubhus ved Gistrup Skole.

Stor succes

Efterfølgende overtog Gistrup Beboerforening huset i 1982 som en form for kulturhus.

Det blev så stor en succes, at træbarakken blev inddraget til formålet.

I 1994 blev der registreret omkring 14.000 årlige brugere af de to foreningshuse. 

Tre år senere opgav beboerforeningen at drive husene, og derfor overtog LKB-Gistrup dem frem til 2009. 

På det tidspunkt fik Gistrup Samråd behov for et sted at lave lokale aktiviteter. 

Samrådet havde de to bygninger frem til det tidspunkt, hvor de første ALABU-boliger blev opført på de tidligere træningsbaner.

Definitivt slut

I fortsættelse af boligbyggeriet på de tidligere træningsbaner på ”Spar Es” var det planen, at foreningshuse skulle rives ned.

Det skulle ske, efter at de havde fungeret som depoter og personalerum for de entreprenører, der nu har opført i alt 60 boliger på arealet. 

Derfor er en epoke på 65 år definitivt slut for nedrivningen sker netop i disse dage.

Som følge af klubhusets markante historie for mange Gistrup-borgere, blev der sidste sommer holdt en afskedsreception for "Spar Es" med stort fremmøde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste