Billede beskrivelse

Du er Slik: Kvinderne bag populær smykkeforretning åbner ny slikbutik

22. november 2025 kl. 14.01

AALBORG: Nu får den søde tand et nyt sted at gå hen.

Jeanette Kaae Storm Christensen og Karina Suhr Holm, der står bag smykkeforretningen Du er Smyk, åbner mandag den 24. november en ny slikbutik med navnet Du er Slik.

Slikbutikken åbner i Du er Smyks gamle lokaler på Østerbro 61.

– Lokalet har stået ledigt, siden vi flyttede ud, så vi tænkte, at det var oplagt at rykke ind med en slikbutik, fortæller Karina Suhr Holm.

Klokken 14 slår Du er Slik dørene op for første gang.

Drømmen om en slikbutik

– Hvem drømmer ikke om at have en slikbutik? Den der barnedrøm, som i Pippi, hvor hun kommer ind i slikbutikken og bare kan vælge, hvad hun vil have.

Jeanette Kaae Storm Christensen og Karina Suhr Holm har længe leget med tanken om at have en slikbutik. Og da lokalet på Østerbro ikke havde været udlejet, siden de rykkede ud for et års tid siden, kontaktede de udlejeren for at forhøre sig.

– Så sprang vi til, og siden har vi arbejdet lidt med navnet. Vi ville gerne beholde ’Du er’, så vi kunne bevare samme logo og koncept som Du er Smyk. Derfor endte vi på Du er Slik, fortæller Jeanette Kaae Storm Christensen.

Kvinderne bag den nye forretning synes, at der manglede flotte slikbutikker.

Du er Slik kommer ikke til at være en kiosk, der også sælger tobak og alt muligt andet. De holder sig til slikket og sørger for, at der er hyggeligt og en god stemning.

– Vi kommer til at have fokus på god service og på, at man kan få frisk slik. Vi tilbyder de slikvarianter, man kender, og så sørger vi for, at det er den ægte vare. Derudover har vi i forvejen et samarbejde med Chokolenten, som vi fortsætter i det nye koncept, fortæller Karina Suhr Holm.

Et særligt element, som Du er Slik vil skille sig ud med, er, at slikket kommer til at være farveopdelt i butikken.

– Det er da helt vildt mærkeligt, at der ikke er flere slikbutikker, der har farveopdelt slikket, siger Jeanette Kaae Storm Christensen og smiler.

Business to Business

Udover at tilbyde bland-selv-slik til byens slikmunde vil kvinderne også satse på B2B.

– Vi ser et stort marked i, at man kan forkæle sine medarbejdere med andet end vin og gavekurve. Alle elsker bland-selv-slik, så vi kommer til at tilbyde nogle forskellige bokse, man kan købe, fortæller Jeanette Kaae Storm Christensen.

Udover at sælge forskellige bokse til personalegaver vil det også være muligt at købe slikbokse til konfirmationer og andre begivenheder.

– Det kommer til at blive en stor del af forretningen.

Smagsdommere

– Vi har allieret os med nogle mennesker, der er meget yngre end os, så vi kan være med på de forskellige sliktrends, fortæller Karina Suhr Holm.

Du er Slik har haft fat i fire smagsdommere fra 10-års-alderen og op, der har været med til at udvælge, hvilke varianter butikken skal have.

– Vi har selvfølgelig valgt det, vi selv kan lide, men vi har især forhørt os hos vores bekendte om, hvad de kan lide. Vi vil gerne være stedet, hvor man har lyst til at handle sit fredagsslik, fortæller Karina Suhr Holm.

Der kommer til at være mange varianter i butikken, men kvinderne bag understreger, at målet ikke er at være den slikbutik med det største udvalg.

– For os er det vigtigere, at vi har noget godt og lækkert slik. Det kan godt være, at vi har et mindre udvalg, men til gengæld er det altid frisk.

De to kvinder er ikke i tvivl om, hvilket stykke slik der er deres yndlings.

For Jeanette Kaae Storm Christensen er det Haribos Vampyrer, og for Karina Suhr Holm er det jordbærvingummier med sukker.

Selvom Du er Slik åbner for første gang mandag den 24. november, er planen at holde butikken lukket om mandagen.

Derudover er åbningstiderne: tirsdag – torsdag fra klokken 14 til klokken 21, fredag og lørdag fra klokken 12 til klokken 21, og søndag fra klokken 14 til klokken 21.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste