Billede beskrivelse

Donation sikrer fælles juletur for Cafe HØK

30. november 2025 kl. 12.03

AALBORG: Donation fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld giver caféens brugere mulighed for en fælles udflugt.

Det fortæller fonden. 

Et trygt fællesskab kan være afgørende, når livet gør ondt. Det ved de frivillige i Café HØK i Aalborg alt om. 

Her driver DepressionsForeningen Nordjyllands eneste sociale café målrettet voksne med depression, bipolar lidelse, stress, angst og OCD - og deres pårørende. Her skabes rum for nærvær og udvikling gennem samtaler, selvhjælpsgrupper og fællesskabende aktiviteter.

- Her kan man komme og blive en del af et uformelt og afslappende fællesskab, fortæller projektleder Dorthe Haslund.

For mange af caféens brugere er livet præget af svære perioder. Et sted som Café HØK kan derfor være en vigtig håndsrækning.

- Mange af dem, der kommer her, føler, at deres verden er tung og sommetider sort. Derfor er der et behov for at løfte hinanden op og skabe en lettere og lysere stemning. Det gør de i det fællesskab, de oplever her i Café HØK, siger Dorthe Haslund.

Det daglige arbejde bæres af knap 60 frivillige, der skaber trygge rammer og nærværende samtaler. Mange har selv oplevet psykisk sårbarhed tæt på, mens andre kommer med en faglig baggrund.

- Vi har frivillige, som er studerende indenfor psykologi, eller er pensionerede og har arbejdet inden for socialområdet. Fælles for dem er, at de ønsker at gøre en forskel - uden betaling. Og det har stor betydning for brugerne, siger Dorthe Haslund.

Donationen på 8749 kroner fra Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld skal bruges til en fælles juletur til Skulpturparken i Hune for omkring 30 deltagere.

- Donationer som denne gør det muligt for os at skabe fælles oplevelser, der rækker langt ud over selve dagen, siger hun.

For Café HØK er fællesskabet nemlig ikke bare et ord - det er det bærende princip.

- Vores mantra er, at fællesskaber styrker og udvikler. Det får mennesker til at følges, knytte bånd og forblive forbundne. For mennesker i psykisk sårbarhed kan netop fællesskabet være nøglen til at genfinde modet, livsglæden og håbet. Og vi oplever, at fællesskabet ikke kun lever i caféen - det fortsætter også udenfor, fortæller Dorthe Haslund.

I perioden januar til primo november 2025 har der i alt været 847 tilmeldte/deltagende til caféens samværsaktiviteter.

Skulle nogen undre sig over det atypiske navn ”HØK”, er der en god forklaring. 

I forbindelse med åbningen af caféen for snart to år siden blev der udskrevet en navnekonkurrence, hvor vinderen hentede inspiration i mantraet: "høk en balle, her er plads til alle". Og netop plads til alle er der i caféen på Danmarksgade.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste