Det Grå Guld funkler på ny: Lummer forestilling vender tilbage til Aalborg
Det bliver en aften i erotikkens, latterens og nostalgiens tegn, når Søren Rasted og holdet bag Danmarks største podcast-live-succes endnu engang indtager scenen.
For niende år i træk åbner Den Grå Side dørene til et show, hvor det mest underholdende fra arkiverne folder sig ud – og i 2026 bliver det med touren Det Grå Guld, der har premiere i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Siden de første oplæsninger af frække historier fra Ugens Rapport, har Den Grå Side udviklet sig fra en lummer idé til et kultfænomen med over 50.000 solgte billetter.
Igen i år blev der meldt udsolgt i Aalborghallen, og publikum kan allerede nu se frem til næste kapitel: Fredag den 23. januar 2026 vender Den Grå Side tilbage til Aalborg.
På scenen læses nogle af de bedste og mest ikoniske historier op – udvalgt blandt ca. 9.000 originale indsendelser fra 1972 til 2010. Kun de sjoveste og mest overraskende tekster slipper gennem nåleøjet. Oplæsningerne ledsages af impro-teater, fællessang, kolde fadøl og en god portion kærlighed.
Showet er delt i to akter. Første del byder på fællessang og introduktion af aftenens oplæsere, mens anden akt løfter stemningen med besøg af en hemmelig special guest – ofte med lokal legendestatus. Hver forestilling byder på nyt indhold, så det kan godt betale sig at købe billetter til flere datoer i samme by.
Tidligere gæster på scenen har blandt andre været Lars Ulrich, Ole Bornedal, Cecilie Beck, Peter Schmeichel, Mick Øgendahl og Bodil Jørgensen – men ingen navne annonceres på forhånd, og ingen shows bliver optaget eller udgivet.
Den Grå Side Live er ganske enkelt det perfekte startskud på en uforglemmelig aften.