Der skal graves frem til 2090, men en del af kridtgraven kan allerede åbnes op inden for få år
AALBORG: Der har været gravet i Rørdal Kridtgrav siden 1890. Planerne for udvindingen af kridt i området løber helt frem til 2090.
Det store gravearbejde har skabt en kæmpe kridtsø, der med sit turkiseblå vand leder tankerne hen på smukke badestrande i mere eksotiske områder end Aalborg.
I øjeblikket er Rørdal Kridtgrav lukket for offentligheden, men området bliver åbnet op lang tid før 2090.
Første rekreative område
Borgerne i Øster Uttrup kan meget snart se frem til, at det område af kridtgraven, der støder op til deres bydel, bliver lavet om til et rekreativt område.
Tager man et kig på helhedsplanen for området, der blev offentliggjort i 2023, fremgår det, at der er mulighed for, at sydsiden af kridtgraven – den, der vender mod Øster Uttrup Vej – kan blive åbnet op mellem 2026 og 2029.
Som en del af Aalborg Portlands grave- og indvindingstilladelse bliver der stillet krav om reetablering af de områder, der er blevet udvundet.
– Vi har søgt om at udvide vores indvindingstilladelse helt ud til Tranholmvej. I den forbindelse har vi udarbejdet en helhedsplan for området med borgerinddragelse, fortæller Gerd Bredkjær, der er HSE Manager hos Aalborg Portland.
Aalborg Portland har allieret sig med landskabsarkitekterne fra Opland til at udarbejde helhedsplanen for området.
– Vi er gode til at lave cement, men når det kommer til at planlægge et landskab, så må vi søge hjælp udefra, siger Gerd Bredkjær.
Sammen med Opland har Aalborg Portland inddelt kridtgraven i forskellige zoner, hvor der løbende kan åbnes op for rekreative områder.
Disse zoner kan gradvist tages i brug i takt med, at Aalborg Portlands maskiner bevæger sig længere ind i kridtgraven.
– Udsigterne til, at hele området kan blive åbnet op, er 2090 – og det er der ikke nogen, der kan forholde sig til. Derfor har vi gjort det sådan, at området kan åbnes op i etaper, forklarer Gerd Bredkjær.
Det er op til borgerne
Området, der vender mod Øster Uttrup Vej, er allerede blevet reetableret, og der vil derfor ikke finde yderligere udvindingsarbejde sted i det område.
I øjeblikket kører der store maskiner på arbejdsvejene i den sydlige del af kridtgraven, men i takt med at gravearbejdet rykker længere væk, kan de store køretøjer ledes en anden vej uden om kridtgraven.
– Den del, vi kan stå for, er at åbne området op og gøre det brugervenligt, men så er det borgerne og naboerne, der skal i gang med finplanlægningen af området, siger Gerd Bredkjær.
Det er altså op til borgerne at bestemme, hvordan området skal tage sig ud.
I øjeblikket er der nedsat et udvalg, som repræsenterer forskellige borgergrupper. De skal nu finde ud af, hvad området skal bruges til.
– Vi har en masse jord, vi kan designe landskabet med, men det er borgergruppen, der skal fortælle os, hvad de gerne vil have, fortæller Gerd Bredkjær.
Hun forklarer, at der er mange muligheder for området, og nævner blandt andet, at man kunne etablere et friluftsbassin eller opføre sheltere.
– Men det er op til borgerne at søge fonde eller kommunale midler til at betale for de her ting. Det er ikke noget, vi som privat virksomhed kan søge – til gengæld kan vi hjælpe med at planlægge og forme området, så det bliver et godt aktiv for borgerne i Aalborg, siger Gerd Bredkjær.