Den største september i syv år: Én ting vil lufthavnsdirektøren huske den for
AALBORG: Sol, kultur og stærk indenrigstrafik.
Det var de tre faktorer, der sendte passagertallene til nye højder i Aalborg Lufthavn i september i år.
Med 163.688 rejsende blev det den største september i syv år – og den næststørste måned i lufthavnens historie.
Det fortæller Aalborg Lufthavn.
Blandt favoritterne var sydlige destinationer som Malaga, Mallorca og de græske øer, mens indenrigsruten til København fortsatte sin stærke vækst med en stigning på ni procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Det er samtidig det højeste antal indenrigsrejsende på én måned siden 2012.
Sensommervarme
September er traditionelt en travl måned i Aalborg Lufthavn, hvor både ferie- og forretningsrejsende er på farten. Det gælder også i år, hvor danskernes rejselyst var tydelig.
Samtidig rettes blikket mod næste års rejseprogram:
– Vi er nu gået i gang med sidste del af sommerprogrammet, og samtidig er det i de næste par måneder, at sommerprogrammet til næste år bliver lagt til salg. Det er derfor allerede muligt at bestille næste års rejse til en stor del af de velkendte feriedestinationer, fortæller lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
- Her kan blandt andet nævnes Napoli, Alicante og Nice, der har været meget populære i år. Det er også løbende nu her, at eventuelle rute- og charternyheder kommer på banen, hvor Apollo Rejser lige har annonceret Saranda i Albanien som charternyhed fra juni 2026. Hvad fly- og rejseselskaberne ellers har af planer, må tiden vise, men nu kan vi se frem til en travl efterårsferie og starten på vinterprogrammet.
Fremgang trods udfordringer
Indenrigstrafikken er fortsat en vækstmotor for Aalborg Lufthavn, båret af høj efterspørgsel fra erhvervslivet, billige billetter og gode forbindelser videre fra København.
- September skal huskes for de mange glade rejsende igennem terminalen, hvor særligt indenrigstrafikken står rigtig stærkt. Her har vi også fået en melding fra SAS om, at de næste år indsætter en ekstra tidlig morgenafgang til København, udtaler Niels Hemmingsen og fortsætter:
- Vi kommer dog ikke udenom, at september også vil blive husket for noget andet – i form af droneaktivitet, der skabte enkelte aflysninger og forsinkelser i flytrafikken. Vi arbejder tæt sammen med myndighederne og vores samarbejdspartnere omkring håndteringen af dette, siger Niels Hemmingsen.