Billede beskrivelse

Den første pris i historien: Lokalt Aalborg-initiativ vinder stor anerkendelse

13. oktober 2025 kl. 11.02

AALBORG: Headspace Aalborg er netop blevet hædret med Aalborg Kommunes helt nye Mangfoldighedspris.

Det skete med en pris, der sætter fokus på lokale indsatser, som gør en reel forskel for mangfoldigheden i kommunen. 

Prisen blev overrakt ved en ceremoni på Aalborg Rådhus og markerer begyndelsen på en årlig tradition.

Det fortæller Aalborg Kommune i en pressemeddelelse. 

Mangfoldighedsprisen blev uddelt for første gang og havde hele 14 nominerede. Headspace Aalborg blev kåret som vinder for deres vedholdende indsats med at skabe et åbent og trygt samtaletilbud for unge – uanset hvem de er, eller hvad de kæmper med.

Ifølge centerchef i headspace Aalborg, Line Brix Madsen, er det en stor anerkendelse:

- Det er en meget stor ære at modtage Aalborg Kommunes Mangfoldighedspris. I headspace er intet for stort eller småt, og alle unge er velkomne – uagtet hvem de er. Prisen er et stort skulderklap til både medarbejdere og frivillige, som hver dag bidrager til en mangfoldig og inkluderende indsats.

Billede beskrivelse

Et forbillede for andre

Tobias Bøgeskov, formand for Mangfoldighedsudvalget og medlem af juryen, fremhæver headspace Aalborg som et forbillede:

- Headspace viser, hvordan nærvær og åbenhed kan gøre en reel forskel for unge. I mere end 12 år har de givet tusindvis af unge i Aalborg et sted, hvor de kan være sig selv – uanset baggrund, identitet eller udfordringer.

Han fremhæver samtidig organisationens evne til at nedbryde tabuer og styrke unges mentale trivsel som afgørende elementer i tildelingen af prisen.

Billede beskrivelse

Mangfoldighedsprisen er tænkt som en tilbagevendende hyldest til dem, der går forrest i arbejdet for et inkluderende Aalborg.

- Med prisen sender vi et klart signal: I Aalborg skal der være plads til alle. Vinderen modtager en mangfoldighedsflise, som placeres i Karolinelund – og over tid vil disse fliser danne en hel mangfoldighedsgade, fortæller Tobias Bøgeskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste