Billede beskrivelse

De kom igennem nåleøjet: Vinderne af DM i Erhvervscase 2025 blev fejret

28. november 2025 kl. 17.02

AALBORG: Der var store klapsalver, da 2.- og 3.g’erne var samlet til morgensamling på Handelsgymnasiet Aalborg i Turøgade.

Anledningen var at tre elever tilbage i oktober vandt DM i Erhvervscase 2025.

En plakat med de tre vindere blev også offentliggjort. Den skal hænge ved siden af tidligere vindere fra gymnasiet.

Opgaven var at udvikle en forretningside til tømmerhandlen Davidsen, og her løb Sarah Balle Aaen, Julie Velling Christensen og Malou Callisen Brogaard fra Handelsgymnasiet Aalborg i Turøgade med prisen.

Omkring 10.000 HHX-elever fra hele landet har arbejdet med Davidsen som case, men kun en enkelt gruppe løb med titlen som danmarksmester i erhvervscase.

Mester D

- Vi har lavet en ide til en AI-chatrobot ved navn Mester D. Den skal være en samarbejdspartner til små og nyopstartede håndværker-virksomheder, fortæller Julie Velling Christensen.

Mester D hjælper med alt det praktiske papirarbejde, der følger med, når man driver en virksomhed.

- Så kan man få lov at være håndværker i stedet for også at skulle være jurist eller logistikplanlægger, fortæller løb Sarah Balle Aaen.

Opgaven blev stillet som en del af det tværfaglige fag Erhvervscase, der er obligatorisk for handelsskoleeleverne i 2.g på den gymnasiale uddannelse HHX.

- Det er et selvstændigt fag, hvor man ikke skal lære noget nyt, men derimod anvende viden i praksis fra to andre fag, fortæller Marianne Poulsen, der underviser i Virksomhedsøkonomi på Handelsgymnasiet Aalborg.

Ideen til Mester D opstod under to skrivedage, der er en del af undervisningsforløbet.

- Vi var ude og gå en tur og her snakkede vi om hjælpepakker og herfra udviklede snakken sig til AI. Det har været en længere proces, og ideen har også ændret sig meget fra start til slut, fortæller Malou Callisen Brogaard.

Fra ideen er opstået har eleverne herefter foretaget analyser og herefter udviklet en forretningsmodel.

Den endelige forretningside blev chatrobotten Mester D.

- Vi gav chatrobotten et navn og et udseende for at gøre ham mere håndgribelig. Han hedder Mester D, fordi han er håndværkermester og fordi det er en løsning til Davidsen. Derudover har vi givet ham sloganet; ’Din makker til fremtidens byggeri’, fortæller Sarah Balle Aaen.

Hele ideen med Mester D er at det ikke skal virke som en chatrobot. Det skal derimod virke som en samarbejdspartner, der snakker i et forståeligt sprog.

- Hvis man er kritisk overfor AI, skal Mester D virke som noget man kender, fortæller Julie Velling Christensen.

Meget af fritiden er blevet brugt på at udvikle Mester D.

- Det er svært at sætte et antal timer på, da der løbende er opstået ideer som vi har bygget på projektet, fortæller Malou Callisen Brogaard.

Mester D er i første omgang blevet udvalgt i klassen til at dyste mod resten af årgangen på Handelsgymnasiet Aalborg.

Herefter er projektet gået videre til en regionsfinale og herfra videre til DM-finalen.

- Projektet har jo også ændret sig undervejs, fordi de løbende har fået feedback ved de forskellige konkurrencer, som de har taget til sig, fortæller Mai-Britt Hougaard, der underviser eleverne i Afsætning på Handelsgymnasiet Aalborg.

Eleverne har undervejs også haft mulighed for at få vejledning fra deres undervisere.

- Nu er de tre damer jo meget selvkørende. Vi har stået til rådighed, men det er jo ikke os der har lavet projektet - det er dem og deres initiativ, fortæller Marianne Poulsen.

Kom som et chok

Til finalen var der udvalgt seks finalister fra hele landet.

Hver gruppe havde en stand, hvorefter dommerne ad flere omgange kommer rundt og hører de forskellige pitches.

Dommerne kommer forbi en stand ad gangen, og imens må man bare vente til, at det bliver ens egen tur.

Billede beskrivelse

- Her kunne man godt nå at få røde kinder, fortæller Malou Callisen Brogaard og griner.

Da de forskellige runder er overstået – og dommerne har hørt, de forskellige pitches.

Var det ved at være tid til en afgørelse.

Inden afgørelsen var der en times frokostpause, og her kunne man reflektere over sin præstation.

- Vi havde en god fornemmelse, men vi turde ikke rigtig at regne med at vi vandt, fortæller Sarah Balle Aaen.

Da afgørelsens time var kommet, blev top-3 hevet op på scenen.

Her blev 3. pladsen først udråbt.

Herefter begyndte de tre aalborgensiske elever at mærke flere øjne kigge på dem.

Da 2. pladsen blev udråbt, kunne de tre aalborgensiske piger regne ud at det måtte være dem, der havde vundet.

- Det kom som et chok. Jeg tænkte bare; ’hvad!?’. Vi kunne regne ud at det var os der vandt, men vi måtte lige vente med at juble, fortæller Sarah Balle Aaen.

Kort efter blev vinderen udråbt og de tre piger kunne modtage salens hyldest.

- Det er megafedt at en stor virksomhed som Davidsen sætter værdi på det, som vi har at sige. Det er også fedt at se at undervisningen kan bruges i praksis ude i virkeligheden, fortæller Sarah Balle Aaen.

Får plakat op at hænge

- Vi blev jo valgt som klassens vinder lige for næsen af en drengegruppe. Lærerne ville gerne have sendt to hold videre, men de måtte kun sende et hold. Det har vi hørt for lige siden, så det hjælper da på det, at vi så vinder det hele, fortæller Sarah Balle Aaen grinende.

Onsdag 26. november kunne de 3 elever lade sig hylde foran deres klassekammerater til morgensamling.

Derudover bliver der på skolen hængt en plakat op af de 3 elever, der står med deres pokal.

Billede beskrivelse

Det er tredje gang at elever fra Handelsgymnasiet Aalborg vinder DM i Erhvervscase, så plakaten kommer op at hænge ved siden af de tidligere vindere.

- Vi enormt stolte over at have unge mennesker, der kan omsætte teori til praksis. Er ting er at klare sig godt på skolen, men det er jo et kæmpe nåleøje at komme helt til finalen og vinde, fortæller Lone Damgaard Knudsen, der er vicerektor på Handelsgymnasiet Aalborg.

Sejren kan også bruges som motivation for skolens øvrige elever. Blandt andet de nuværende 2.-gere, der skal til at i gang med Erhvervscase.

- Det er en kæmpe præstation og vi vil gerne fejre succeser. Plakaterne vækker også en del interesse, når vi holder åbent hus og det er et fantastisk eksempel på, hvad man kan bruge uddannelsen til, fortæller Lone Damgaard Knudsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste