Billede beskrivelse

Danmarkskendt kolonihaveforening nomineret til pris

03. juni 2025 kl. 11.01

I 2023 indtog det nordjyske seerhit "Balladen om Kolonihaven" danskernes skærme.

Siden da er der kommet en sæson 2, og nu er TV 2’s dokumentarserie blevet nomineret til en pris.

Styrker samtalen i samfundet

Og det er ikke en hvilken som helst pris – det er nemlig Folkemødets Dialogpris, som i år vender tilbage med skærpet fokus på den demokratiske dialog, når den er allermest nysgerrig, respektfuld og samlende.

Med prisen ønsker man at fremhæve samtaler, der får mange med, udfordrer vantænkning og skaber forståelse på tværs af forskelligheder – alt sammen for at styrke fællesskabet og lysten til at deltage aktivt i samfundet.

Begrundelsen for nomineringen lyder:

– Kolonihaveforeningen i Aalborg blev gennem TV 2’s dokumentarserie Balladen om Kolonihaven et vindue ind til dansk kultur og demokrati i øjenhøjde. Dokumentaren formår at vise, hvordan generationsforskelle og værdikonflikter kan tackles – eller blusse op – i et lille fællesskab. Haveselskabet bidrager til et tankevækkende portræt af, hvordan vi i Danmark forhandler fællesskab, ledelse og forandring og har bragt folkelig og nødvendig dialog frem om både traditioner og fornyelse.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

De fem nominerede til Folkemødets Dialogpris 2025

  • Alliancen for kvinders sundhed
  • ElevfællesSKABER
  • Haveselskabet Jørgen Bertelsens Minde
  • Marie Holt Hermansen
  • Minik Rosing

Bag relanceringen står Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS), DR og Folkemødet.

Vinderen afsløres ved en prisoverrækkelse på Folkemødets Hovedscene fredag den 13. juni 2025 klokken 9.30–10.00.

Se også
Kendt fra TV: Nu kan ikonisk kolonihave blive din
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste