Central vej i Skalborg spærres i næsten et år
Der skal separatkloakeres på Sofiendalsvej i Skalborg, og det får konsekvenser for både cyklende og kørende trafikanter.
Det skriver Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at separatkloakere går i gang mandag 19. maj, og herefter vil vejen være spærret for gennemkørsel i hele anlægsperioden fra maj i år til april næste år.
- Vi er klar over, at gravearbejde vil påvirke de trafikale forhold i området, hvor der - udover private boliger - også er både uddannelsesinstitutioner og mange arbejdspladser. Men vi arbejder så hurtigt og effektivt, som vi kan. Der vil være skilte på vejen, som viser omkørselsveje for trafikanter, mens gående godt kan bruge fortovet og komme forbi gravearbejdet, siger Birthe Dilling Berg, der er vand- og spildevandschef i Aalborg Forsyning.
En central cykel- og gangsti - Skalborgstien - som bruges af mange skoleelever på vej til og fra skole, vil i perioden blive brugt som arbejdsvej.
Derfor laver Aalborg Forsyning en midlertidig, asfalteret cykelsti ved siden af den normale sti. Der bliver desuden sørget for afspærring med hegn mellem de to stier, så cyklende og gående kan færdes trygt, oplyser Aalborg Forsyning.
- Mens gravearbejdet står på, er det besværligt for beboere og bilister, men derefter er området bedre sikret mod klimaforandringer. Separatkloakering gavner miljøet, fordi der så ikke kommer spildevand i vandløb og fjorde, ligesom det fjerner risikoen for spildevand i kældre under kraftige regnbyger. Derudover fungerer renseanlæggene bedre, når de modtager koncentreret spildevand, der ikke er blandet med regnvand, forklarer Birthe Dilling Berg.
I illustrationen nedenfor kan du se, hvor vejafspærringen vil være gældende fra mandag 19. maj.