Seneste nyt
Billede beskrivelse

Brok dig for en 20'er? Fire udlændinge laver særlig bod til loppemarked

05. juni 2026 kl. 16.04

AALBORG: På lørdag er der igen det populære loppemarked Lopper på Havnen ved Aalborgs havnefront.

En af dem, der opsætter en bod, er amerikanske Julie Lamy. Sammen med et par andre udlændinge, der for nyligt er kommet til Aalborg, har hun arrangeret en bod, hvor du kan købe ting, der ikke er helt sædvanlige på loppemarked.

For en 20'er kan du for eksempel få lov til at brokke dig alt det, du vil, til græske Alexei.

- Hun er en utroligt sjov kvinde, og hun har en fantastisk evne til at brokke sig. Hun har en sjov og næsten filosofisk tilgang til brok. Hun brokker sig meget over, at danskere kun brokker sig over vejret og skatten. Der er så meget andet, man kan brokke sig over, siger Julie Lamy.

Selv laver hun en bod, hvor man for 20 kroner kan få en snak om amerikansk politik.

- Jeg fik idéen, da jeg gik tur med min hund. Alle dem, jeg mødte, ville høre, hvad jeg syntes om amerikansk politik, da de hørte, hvor jeg kom fra, siger hun.

Der er dog også andre ting, du kan få i boden. Udover brokketid kan du også købe håndlavede smykker fra Alexei. Indiske Pooja laver henna for 100 kroner og portugisiske Claudia giver 10 minutters massage for 50 kroner.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste