Billede beskrivelse

Brætspil og fællesskab vender tilbage: - Det ville være synd, hvis stedet skulle lukke

05. november 2025 kl. 19.01

AALBORG: Nu kan man igen udkæmpe de store slag på spilbrættet i Dice ’n Drinks lokaler. 

Brætspilscaféen på Sankelmarksgade 15 er genopstået, efter at have været lukket i mere end 9 måneder.

Bag genåbningen står Alexander Frost og en række andre. 

Alexander Frost var tidligere blandt Dice ’n Drinks frivillige personale, men nu overtager han stedet.

– Det ville være synd, hvis stedet skulle lukke, fortæller Alexander Frost.

Fulgte ikke med inflationen

Det kom som en stor overraskelse for mange, da Dice ’n Drinks lukkede i starten af året. 

Lukningen skyldtes, ifølge Alexander Frost, at brætspilscaféen blev drevet alt for billigt.

– Det har altid været en studievenlig café. Vi har altid forsøgt at holde priserne nede, så alle budgetter kunne spille med, fortæller Alexander Frost.

Det endte med at blive et problem for Dice ’n Drinks, at man stædigt insisterede på ikke at ville hæve priserne løbende. 

Økonomien kunne simpelthen ikke hænge sammen.

– Især i de sidste 2-3 år har der været meget inflation. Alle steder steg priserne - men ikke her, siger Alexander Frost.

Alexander Frost vil derfor lave en række nye tiltag, der skal sikre brætspilscaféens overlevelse.

– I 9 år har vi kørt det på samme måde, så nu er det tid til at gøre noget andet, hvis caféen ikke skal lukke.

Blandt andet vil priserne stige en smule, men Alexander Frost understreger, at det stadig er med henblik på, at alle økonomier skal kunne være med.

Bedre lokaler og forebyggelse af vinterdepression

Alexander Frost har altid nydt at komme på Dice ’n Drinks, men han har gennem sin tid som frivillig også kunnet se, at stedet trængte til nogle forbedringer. 

Han har længe ønsket, at der kom bedre belysning på brætspilscaféen, og at den øvre etage blev lavet om. 

Billede beskrivelse

Tidligere blev den øvre etage særligt lejet ud til selskaber, men det har gjort, at det ikke har været et rart sted at sidde og spille i hverdagene.

– Det skal gøres til et bedre lokale at spille i, fortæller Alexander Frost.

Derudover skal der komme rumdelere op, så man i højere grad kan sidde for sig selv og spille. 

Belysningen kommer også til at blive forbedret – blandt andet kan den nye belysning også være med til at forebygge vinterdepression.

– Belysningen i øjeblikket er ikke så velegnet til vinteren. Vi vil gerne have installeret 5000k-lamper, der kan øge serotonindannelsen. Det kan også være med til at modvirke vinterdepression, fortæller Alexander Frost, der også har installeret lignende lamper derhjemme.

Af studerende for studerende

Kommer man ned på Dice ’n Drinks, vil man møde caféens frivillige. Medarbejderne på brætspilscaféen er frivillige studerende, og de hjælper gerne med at sætte nye spillere ind i spillene.

– Vi har mange forskellige spil – fra simple til komplicerede spil. Vores frivillige kan forklare spillene, hvis man er i tvivl. Caféen er af studerende for studerende, fortæller Alexander Frost, der også selv er studerende.

Tidligere har han været en af caféens frivillige, men nu er han klar til at drive stedet videre. 

Han har selv holdt rigtig meget af at tilbringe tid på caféen, og han synes, det ville være synd, hvis stedet skulle lukke.

– Der har været meget positiv feedback på, at vi genåbner. Havde det været en anden, der genåbnede stedet end mig selv, havde jeg også gladelig kommet herned, for det er et sted, jeg godt kan lide.

Hos Dice 'n Drinks sætter de fællesskabet højt og der bliver også lyttet til gæster, hvis de har særlige ønsker.

- Hvis der er et brætspil, du længe har haft lyst til at prøve, men som du måske ikke selv har mulighed for at købe, kan du blot fortælle det til caféens frivillige. De opfordrer gæsterne til at komme med ønsker, og hvis du nævner et spil, du gerne vil se i de hyggelige lokaler, vil caféen gerne overveje at købe det, så både du og andre kan få glæde af det sammen, fortæller Alexander Frost.

Dice ’n Drinks er nu åben igen, og de byder alle velkommen – uanset om man er hardcore strateg eller bare nysgerrig på en hyggelig aften med venner og brætspil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste