Bo besvarer opkald på Børnetelefonen: – For mig er det ekstremt givende
På søndag bliver der igen sat fokus på udsatte børn og unge, når frivillige over hele Danmark går på gaden for at samle ind til Børns Vilkårs Landsindsamling.
I den forbindelse har LigeHer.nu Aalborg talt med Bo Klit Christensen, der ikke kun er indsamler, men også frivillig rådgiver på BørneTelefonen.
– Indsamlingen skal sørge for, at der kommer flere rådgivere til at bemande telefonen døgnet rundt, så de unge ikke ender i kø. For hvis de gør det, kan de miste modet og droppe at ringe, fortæller Bo.
Pengene fra indsamlingen går desuden til at sikre, at BørneTelefonen kan åbne flere steder – blandt andet i Aalborg, hvor Børns Vilkår arbejder på at etablere en ny rådgivning.
Hænderne direkte i hvepsereden
Vi møder Bo hjemme på hans hjemmekontor – det samme sted, hvor han besvarer opkald fra børn og unge, der har brug for en voksen at tale med.
– For mig er det ekstremt givende at være frivillig. Det giver en varme i kroppen bagefter, og jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Man har hænderne direkte nede i hvepsereden som rådgiver.
Flere gange om måneden tager Bo telefonvagter, og selvom han sidder alene i sin lejlighed, er han aldrig alene i arbejdet.
Gennem Teams er han i konstant kontakt med en koordinator og andre frivillige rådgivere, som er klar til at støtte og sparre under samtalerne.
– Der er virkelig mange forskellige emner, som børnene ringer ind med. Det kan handle om forældre, mobning, kærestesorger, selvskade eller selvmord. Det spænder bredt.
Lyt til børnene
Bo er selv far, og hans ønske om at blive rådgiver begyndte at spire, da han så sine egne børn og de børn, han mødte gennem sit arbejde, blive udfordret i hverdagen.
– Jeg begyndte at se mere mistrivsel – blandt andet hos eleverne på den skole, hvor jeg var tilknyttet som pædagog. Flere og flere børn bar på tunge problemer, og noget, der slog mig, var, at der sjældent var voksne, der stoppede op og virkelig lyttede – mig selv inklusiv.
Derfor meldte Bo sig, da han i 2023 så, at Børns Vilkår manglede rådgivere.
– Jeg kan stadig huske, hvordan jeg i starten fik hjertebanken – især når der stod selvskade eller selvmordstanker på skærmen. Jeg tænkte: Hvordan i alverden skal jeg kunne hjælpe med det her? Men jo mere erfaring, man får, jo nemmere bliver det at tale ind i det svære. Og så gælder det benhårdt om at finde lyspunkter. De kan virke bittesmå, men de er der.
Børnene ved bedst
For Bo har arbejdet på BørneTelefonen virkelig åbnet hans øjne for, hvor alvorlige problemer, der kan være på spil
– Det er overraskende, hvor alvorlige og dybe børn og unge kan være. Der er virkelig noget på spil oppe i deres hoveder. Da jeg selv var ung, havde jeg slet ikke de samme tanker – for mig var det bare nemt. Så jeg bliver nogle gange overrasket over, hvad de går og kæmper med.
Og der er én vigtig ting, Bo hele tiden minder sig selv om, når han taler med de unge:
– Glem aldrig, hvordan verden ser ud fra det barns perspektiv. Jeg skal ikke være den kloge voksen, der har alle svarene – for jeg har ikke en jordisk chance for at vide bedre end barnet.
Giv din støtte på søndag
På søndag tager Bo sin søn med ud for at samle ind, og han håber på en god indsamling, da han ved, hvor vigtig denne sag er.
– Jeg kan ikke sige, om børn og unge har fået det værre, men jeg kan kun sige, at der bliver flere og flere opkald.
Vil du støtte Børns Vilkår, så åbn døren den 23. marts, når Bo eller andre frivillige ringer på døren.