Befærdet vej får nyt kryds
HALS: Bilister på den stærkt trafikerede Halsvej må de kommende uger væbne sig med tålmodighed.
Frem til uge 3 næste år bliver krydset ved Norbis Park nemlig ombygget, og det kommer til at medføre trafikale udfordringer.
Det nye kryds får svingbaner, midterheller, signalregulering med radar og en permanent hastighedsbegrænsning på 70 km/t.
Ombygningen skyldes, at især lastbiler angiveligt har store udfordringer med at komme fra deponi- og genbrugsanlægget sydøst for Vodskov og ud på Halsvej.
Trafikmængden ventes at stige yderligere, når arbejdet på Norbis Park i samme område for alvor går i gang.
I anlægsperioden må trafikanter forvente indsnævrede vejbaner, lavere hastighed og skiftende trafikforhold. Kommunen opfordrer alle til at vise hensyn og følge den midlertidige skiltning.