Allan har solgt sit livsværk i stor millionhandel, men virksomheden bliver i byen
Allan Mørchs virksomhed AskCody er blevet solgt til den canadiske kapitalfond Volaris Group.
Det oplyser AskCody i en pressemeddelelse.
Allan Mørch, der i dag er 38 år, stiftede virksomheden i 2010.
Store kriser undervejs
Virksomheden, der holder til på Gasværksvej, har udviklet en af verdens mest brugervenlige Microsoft-baserede meeting management-løsninger, som anvendes til planlægning og afholdelse af mere end 10 millioner møder om året verden over.
Vejen til det store salg af virksomheden har budt på store kriser undervejs.
I 2019 blev Allan Mørch erklæret dødeligt syg med kræft.
Et længere sygdomsforløb med en særdeles skrap kemobehandling slog Allan Mørch ud af kurs og udmattede ham både psykisk og fysisk.
Den 1. marts 2020 modtog Allan Mørch den sidste stråleterapi, og han var nu klar til igen at rette fokus mod livet og virksomheden AskCody.
Så let skulle det dog ikke være.
Kort efter lukkede coronavirus verden ned, og det udgjorde en kæmpe udfordring for en virksomhed, der håndterer mødeplanlægning, at medarbejdere verden over pludselig skulle arbejde hjemme.
– Både virksomheden og jeg har haft gigantiske kriser undervejs. Jeg har været utrolig tæt på at dø. Og jeg har sagt både goddag og farvel til nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg har mødt. En del af min familie har også været i virksomheden, og alene deri ligger der også en masse læring, siger Allan Mørch.
Stort millionbeløb
– Jeg er stolt. Virkelig stolt. Jeg har selv brugt de seneste 15 år af mit liv på at opbygge AskCody – vores platform, vores vision og vores virksomhedskultur. Jeg kunne på ingen måde være nået hertil uden det, jeg vil betegne som verdens bedste kollegaer og bestyrelsesmedlemmer. Vi har sammen været igennem en succesrig turn-around sidste år. Det har været hårdt, men det har også været afgørende for, at vi i dag er kommet på canadiske hænder, fortæller Allan Mørch.
Selvom den aalborgensiske virksomhed nu er på canadiske hænder, forbliver AskCodys hovedkontor i byen.
Allan Mørch fortsætter desuden som direktør i virksomheden.
– Jeg mener oprigtigt, at denne mulighed er det bedste og det mest rigtige for vores medarbejdere, vores kunder og vores produkt. Vi fortsætter tilmed under eget navn og identitet og bliver ikke bare en eller anden feature i et andet system. Det betyder, at vi med base i Aalborg kan blive ved med at sætte vores præg på virksomheder i hele verden, og det gør mig oprigtigt glad, siger Allan Mørch.
Volaris Group offentliggør ikke købsprisen, men alle medarbejdere – inklusiv ledelsen – forbliver i organisationen som en del af købet.
Ifølge Nordjyske ligger beløbet på omtrent 100 millioner kroner.