AKKC bliver vært for to uformelle ministermøder
AALBORG: Når Danmark fra den 1. juli overtager EU-formandskabet, vil Aalborg lægge hus til flere arrangementer.
To uformelle ministermøder vil finde sted i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) - med fokus på henholdsvis beskæftigelse samt klima og miljø.
Det har længe været kendt, at AKKC ville danne ramme om dele af EU-formandskabets aktiviteter, men først nu har Udenrigsministeriet offentliggjort, hvilke møder der placeres hvor.
Dermed er det bekræftet, at Aalborg bliver vært for to ministermøder i juli.
Ministermødet om beskæftigelse finder sted mandag den 7. og tirsdag den 8. juli, mens klima- og miljøministermødet afholdes torsdag den 10. og fredag den 11. juli.
Sidstnævnte møde vækker særlig begejstring hos AKKC’s direktør, Nicolaj Holm.
- Siden 2017 har AKKC arbejdet målrettet med bæredygtighed og opnåede som det første eventsted i Danmark certificering efter ISO 20121 for bæredygtige events. At netop et møde om klima og miljø skal afholdes her i Aalborg, passer perfekt ind i husets profil, udtaler Nicolaj Holm.
Også Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, fremhæver klimaområdet som et centralt fokus:
- Aalborg Kommune har en klar strategi om at være foregangskommune for bæredygtighed, med fokus på miljø, klima og natur.
De to ministermøder er de første officielle arrangementer, der offentliggøres som en del af det danske EU-formandskab, og der kan komme flere til senere.