Billede beskrivelse

Årets Nordjyske Artist udgiver ny single: - En moderne ballade om hjertesorg og selvforglemmelse

29. april 2025 kl. 18.00

Et lydunivers af bløde akkorder, længselsfuld vokal og svævende melankoli. 

Det er de temaer, der danner rammen om bandet Øjestens nye single Skygge, som er en del af deres kommende EP.

Bandet har siden deres sejr i årets Band Battle haft travlt, og torsdag den 1. maj udkommer de med deres nye sang.

Bandet Øjesten

Øjesten består af fem medlemmer, og de er som følger:

Martin Rævdal på sang og guitar. 

Bastian Duusgaard på guitar og kor.

Vikthor Mogstad på keys, saxofon og kor.

Andreas Hangaard på bas.

Frederik Juulsgård på trommer. 

Bandet har base i Aalborg og bevæger sig i krydsfeltet mellem genrerne dreampop og postpunk. 

Singlen tager hånd om det stadie, man befinder sig i efter et brud, og den vej, man som individ skal finde for at komme videre. 

For hvem er man, når man pludselig er alene? Hvorfor gik det galt? Og hvad skal nu fylde ens hverdag, når den man tidligere har delt hverdagen med, nu ikke længere er der? 

- Sangen balancerer mellem det ærlige og det selvbedrageriske, og kredser om det punkt, hvor man forsøger at rejse sig, men stadig famler i mørket. Med rødder i dreampoppens tågede stemning og postpunkens indre uro er Skygge både blid og inspirerende - en moderne ballade om hjertesorg og selvforglemmelse, udtaler Øjesten. 

Tematikkerne bunder i bandets egne oplevelser, og især guitaristen Bastian Duusgaard har fået lejlighed til at svinge pennen og give udtryk for sine egne følelser. 

- Det kom meget naturligt. Jeg stod selv midt i det, og derfor var det nærliggende at skrive en sang om det. Jeg havde svært ved at forholde mig til mine egne følelser, og hvad der pludselig var op og ned. Det er en tematik, vi føler, mange kan forholde sig til, og som flere nok har stået i - forhåbentlig vil folk se sangen som en støtte, siger Bastian Duusgaard. 

Billede beskrivelse

Mod på mere

Skygge udkommer blot tre uger efter Øjestens kåring som Årets Nordjyske Artist i Band Battle, og sejren i musikkonkurrencen har om noget givet det fremadstormende band blod på tanden.

- Efter deltagelsen har vi fået en masse muligheder, som har skubbet på den udvikling, vi især i det seneste år er gået igennem. Sejren har betydet, at vi kan komme ud og spille nogle flere koncerter, som er med til at promovere os og den musik, vi brænder for, siger Martin Rævdal, mens Frederik Juulsgård fortsætter. 

- Man skal ikke underkende sejrens værdi, men vi har fået så meget mere med. Den støtte vi har fået igennem hele vores deltagelse i Band Battle, har været utrolig vigtig og givet os mod på mere. 

I den nærmeste fremtid vil Øjesten have fokus på deres kommende EP og planlægningen af næste års koncerter. 

Ydermere forbereder de sig til koncert i Skovdalen og, sidst men ikke mindst, deres optræden på SPOT Festival den 3. maj, hvor de kan opleves inde- og udenfor Musikkens Bus. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste