Billede beskrivelse

Årets karnevalsplakat blev lanceret i Friis - og alle var velkommen

21. november 2025 kl. 19.01

AALBORG: Der var mange mennesker, der slog vejen forbi Friis Shoppingcenter torsdag eftermiddag.

Her afholdt Aalborg Karneval fernisering af årets karnevalsplakat i samarbejde med shoppingcenteret og Galleri Wolfsen.

Bobler og pizza kunne de fremmødte forpleje sig med, mens shoppingcenterets kunder passerede forbi forsamlingen med nysgerrige blikke.

Årets karnevalsplakat er lavet af 22-årige Filip Hartman, der er en af byens opkommende kunstnere.

Ud fra temaet "Uden dig – Ingen os", der er Aalborg Karnevals tema, er plakatens motiv skabt.

- Vi har valgt at lave ferniseringen i Friis, fordi det er et offentligt rum, der er for alle – nøjagtig ligesom karnevalet, fortæller Jeanett Kaare, der er talsperson for Aalborg Karneval.

Plakaten skal formidle tidsånden

- Temaet passer sindssygt godt til karnevallet, da karneval handler om fællesskab, og der er ikke nogen, der kan gøre noget alene. Den her samhørighed med, at karnevalet samler folk fra forskellige lag, synes jeg, kommer godt med i temaet, fortæller Jeanett Kaare.

Det er fjerde år i træk, at plakaten er blevet til i samarbejde med Galleri Wolfsen, der i år har udvalgt 22-årige Filip Hartman til at lave plakaten.

– Det er efterhånden blevet en tradition, at vi laver plakaten med Galleri Wolfsen, der finder en kunstner, som kan skabe plakaten. Filip er en fremadstormende kunstner, og det er fedt at få et blik fra et ungt menneske, der kan give sin fortolkning af, hvad karneval kan.

Årets plakat har titlen "Limfjordens Vogtere", og her er der flere referencer fra Aalborgs byrum.

Billede beskrivelse

At det netop er et lokalt ungt menneske, der har lavet værket, er helt perfekt, fortæller Jeanett Kaare.

- En karnevalsplakat skal kunne formidle tidsånden og vise, hvad der er tidens trend. Filips værk, der har navnet Limfjordens Vogtere, er et symbol på, at karnevallet overlever alt. Jeg synes, det er blevet megafedt.

Filip Hartman har kun haft årets tema at arbejde ud fra.

Derfra har han selv foretaget de kunstneriske valg.

- Vi har ingen restriktioner i forhold til, hvordan plakaten skal se ud. Kigger man på de sidste fire års plakater, så er udtrykkene meget forskellige, og det er også tanken.

Symboler fra byen

Til ferniseringen kunne man møde årets kunstner, Filip Hartman.

Derudover kunne man også sikre sig en signeret plakat fra årets kunstner.

Filip Hartman er meget beæret over at have fået muligheden for at kreere karnevalsplakaten.

- Det har været en stor mulighed og en stor ære. Det med at få lov til at bidrage til noget, der er så stor en tradition i Aalborg, og som er en fælles fortælling for mange i byen – det betyder meget for mig, fortæller Filip Hartman.

Han fortæller, at han til en start havde sine bekymringer over at få tildelt et så stort ansvar, men at han tog opgaven i stiv arm.

- Personligt er det også meget stort at have fået et kreativt ansvar for noget, der har så stor betydning for mange mennesker.

Der er blevet lagt stor vægt på fællesskab i tilblivelsen af årets plakat, og for at symbolisere det har Filip Hartman brugt nogle symboler, man kender fra Aalborg.

- Jeg ville gerne skabe et billede, der symboliserede fællesskab og sammenhold. Det har jeg gjort ved at bruge tyren, der er et stort symbol for Aalborg. Derudover har jeg brugt Limfjordsbroen, der er et bindingspunkt, som forbinder byen. Med årets tema var det oplagt at lave to tyre og to mennesker, der tilsammen skaber et fælles bånd.

Det var dog ikke uden udfordringer, at årets plakat blev til.

Det var en proces, der også måtte startes forfra.

- Jeg havde faktisk lavet et andet maleri til at starte med, som jeg næsten var blevet færdig med, men jeg syntes ikke helt, at det var der – så jeg endte med at skrotte det og i stedet starte forfra, og det er så endt med det her værk, som jeg er superstolt af.

Filip Hartman håber, at årets plakat vil blive taget godt imod af byens engagerede karnevalsdeltagere.

- Jeg håber, at folk kan se sig selv i plakaten, og at de kan genkende Aalborg. Jeg håber, at folk kan lide den, og at den skaber nogle gode følelser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste