Billede beskrivelse

Aalborgensisk karateklub er Danmarks bedste for 15. år i træk

03. december 2025 kl. 14.00

AALBORG: - Det er lidt vildt, ikke? 

Man må give Allan Busk - sportschef og stifter af Aalborg-klubben Sportskarate.dk - ret. 

At blive kåret til Danmarks bedste klub 15 år i træk er en præstation - og en vild én af slagsen. 

Faktisk er det så imponerende, at Allan Busk ikke tror, at der findes lignende eksempler fra andre idrætsgrene. 

Det fortæller han til Ligeher.nu på bagkant af de nyligt overståede danmarksmesterskab i Ballerup - hvor Sportskarate.dk igen, igen trak sig ud som de helt store sejrsherrer. 

Billede beskrivelse

- Vi var markant bedre end de andre. I år vandt vi 29 danmarksmesterskaber, og de næstbedste vandt 15. Så vi var også dobbelt så gode som de næstbedste. 

I selve definitionen af at være Danmarks bedste ligger der i det, at Sportskarate.dk blev den mest vindende klub til det netop afviklede DM i Ballerup målt på antallet af medaljer. Det omfatter både børne-, voksen- og på master-kategorierne.

Elitetankegang

Men hvordan bliver man så en så succesfuld karateklub? 

Allan Busk ser flere faktorer spille ind, men han fremhæver særligt én ting. 

Man har nemlig et godt elitesamarbejde med Aalborg Kommune - og det præger atleternes hverdag på en meget konstruktiv og udviklende måde. 

- Der er eksempelvis ingen andre steder i landet, hvor man har karate på skoleskemaet. Det er noget helt unikt for Aalborg. Vi har et helt andet setup end mange af de andre klubber, forklarer Allan Busk. 

Billede beskrivelse

Dertil kommer også, at truppen i Sportskarate.dk i øjeblikket tæller over 20 landsholdskæmpere, så træningsmiljøet og -niveauet er også på et meget højt niveau. 

Selv er han desuden dansk landstræner, og det er også en medvirkende årsag til, at træningen er i top, når Sportskarate.dk mødes i lokalerne i Nordkraft. 

- Vi kan noget ekstraordinært i vores klub, og det har givet flotte resultater igennem rigtig mange år, siger Allan Busk. 

I øjeblikket tæller karateklubben 22 landsholdskæmpere. 

I alt hjemtog Sportskarate.dk 65 DM-medaljer, hvoraf de 29 var af guld, 22 var af sølv og 14 var af bronze.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste