Billede beskrivelse

Aalborg Zoo lukker i tre måneder i 2026, så gæster kan få "den fulde oplevelse"

09. september 2025 kl. 16.59

Et separatkloakeringsprojekt spænder ben for, at Aalborg Zoo kan holde åbent i de første tre måneder af 2026. 

Det skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse. 

Projektet skal færdiggøres én gang for alle, så derfor lukker den zoologiske have midlertidigt, sådan at de sidste to etaper af separatkloakeringen kan samles - i stedet for at projektet skulle strække sig over både 2026 og 2027. 

- Vi har valgt at samle projektet, så arbejdet kan færdiggøres hurtigere. Vi ønsker, at vores gæster får den fulde oplevelse, når de besøger os, og med store afspærringer, støj og tunge maskiner i haven vil oplevelsen ikke leve op til de standarder, vi altid bestræber os på at levere, siger Henrik Vesterskov Johansen, der er direktør i Aalborg Zoo.

Direktøren kalder den midlertidige lukning for "den eneste rigtige løsning". 

- På den måde slipper gæsterne for en forringet oplevelse med byggekaos, og vi kan gennemføre arbejdet mere effektivt og sikkert, tilføjer Henrik Vesterskov Johansen. 

Billede beskrivelse

Placeret i lavsæsonen

Lukkeperioden er placeret i lavsæsonen i januar, februar og marts for at påvirke Aalborg Zoos gæster mindst muligt. 

- Normalt er vintermånederne efter Jul i Zoo vores lavsæson. Ved at samle arbejdet her sikrer vi, at haven kan åbne igen til forårssæsonen i fuldt flor - forhåbentlig med nye dyreunger, grønne omgivelser og den kvalitet, vi altid bestræber os på. Kort sagt: Vi gør det én gang for alle, fremfor at sprede generne over flere vintre, forklarer Henrik Vesterskov Johansen. 

Zoo-direktøren forsikrer om, at det daglige arbejde med dyrene fortsætter uændret, ligesom vidensformidling også vil fortsætte - dog via Aalborg Zoos digitale kanaler. 

Billede beskrivelse

Kompensationspakke

I en mail til Aalborg Zoos sæsonkortholdere oplyser den zoologiske have, at man er opmærksom på, at man mister tre måneders adgang til haven. 

"Derfor arbejder vi netop nu på en løsning for kompensation. Selvom dørene midlertidigt lukkes, fortsætter driften af Aalborg Zoo naturligvis uændret. Dyrene skal stadig passes og fodres hver eneste dag - og derfor håber vi, at mange af jer vil vælge at støtte arbejdet for havens dyr, forskning og naturbevaring i denne periode," lyder det i mailen. 

Dertil forklarer Aalborg Zoo, at man er "i fuld gang" med at forhandle en særlig kompensationspakke på plads til sæsonkortholderne, hvor man vil sikre, at årskortet "giver masser af værdi, selv i perioden hvor haven er lukket". 

Er man sæsonkortholder, kan man se frem til at få direkte besked fra Aalborg Zoo 1. oktober med mere information om den videre procedure. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste