Billede beskrivelse

Aalborg Symfoniorkester præsenterer ny musikchef

08. maj 2025 kl. 09.00

Aalborg Symfoniorkester har fundet sin nye musikchef.

Valget er faldet på den 40-årige Catharina Roos Bilsbak, som tiltræder 1. august 2025. '

Det skriver Aalborg Symfoniorkester i en pressemeddelelse. 

Med sig bringer hun mere end tolv års erfaring som programchef i Norge, dyb indsigt i det klassiske repertoire og et stærkt internationalt netværk.

Catharina Roos Bilsbak kommer fra Arktisk Filharmoni, verdens nordligste og yngste professionelle musikinstitution, hvor hun siden 2012 har haft titel af programchef. 

Her har hun haft ansvar for strategi, kunstnerisk ledelse, økonomi, programplanlægning og publikumsudvikling for en række ensembler - fra symfoniorkester til opera. 

Samtidig har hun været en central aktør i den øverste ledelse og haft bredt samarbejde med både lokale og internationale partnere.

Udviklet nye koncepter

Udover sin rolle i Arktisk Filharmoni har hun fungeret som administrativ og kunstnerisk leder af Arctic Chamber Music Festival og beklædt flere bestyrelsesposter inden for kultur- og idrætsverdenen.

I næsten 15 år har Catharina Roos Bilsbak arbejdet i Tromsø, hvor hun har stået i spidsen for at udvikle nye koncertformater, samtidig med at hun har bevaret respekten for orkestrets kerneydelser og det loyale publikum. Hun er kendt for at forene lokal forankring med et globalt udsyn.

Bestyrelsesformand for Aalborg Symfoniorkester, Inge Nesgaard, udtaler:

- Vi har gennemført en meget grundig rekrutteringsproces, og det glæder mig, at vi nu kan byde velkommen til Catharina Roos Bilsbak, og at hun har takket ja til at blive en vigtig del af fremtidens Aalborg Symfoniorkester.

Administrerende direktør for både Aalborg Symfoniorkester og Musikkens Hus, Rikke Mølgaard, tilføjer:

- Med Catharina får vi en særdeles stærk leder, hvis profil ikke alene matcher alle de faglige og kunstneriske kvalifikationer, vi søger, men som også kommer med et stort personligt engagement og de menneskelige værdier, vi arbejder med i orkestret og i hele Musikkens Hus.

- Det er en stor ære

Catharina Roos Bilsbak udtaler:

- Det er en stor ære at få lov at lede Aalborg Symfoniorkester videre ind i fremtiden, og jeg ser meget frem til at blive en del af det engagerede team i orkestret og i Musikkens Hus. 

- Timingen kunne næsten ikke være bedre – orkestret og huset har netop indledt en ny og spændende rejse, hvor visioner og strategier skal realiseres i handling og værdier.

-Jeg glæder mig til at bidrage til, at Aalborg Symfoniorkester fortsætter sin kunstneriske udvikling sammen med chefdirigent Joshua Weilerstein og samtidig fastholder sin rolle som en aktiv, synlig og relevant aktør – lokalt, nationalt og internationalt.

Efter 15 år i Nordnorge ser jeg frem til at lære det nordlige Danmark at kende.

Catharina Roos Bilsbak er uddannet både musiker og leder med en bachelor fra Norges Musikkhøgskole og en master i musik fra UiT Norges Arktiske Universitet i Tromsø, suppleret med lederuddannelse fra Norges Handelshøjskole i Bergen.

Hun flytter til Aalborg med sin ægtefælle, der er solocellist, og deres to børn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste