Billede beskrivelse

Aalborg-gymnasium åbner ny læsesal

07. december 2025 kl. 14.01

AALBORG: Aalborghus Gymnasium har netop indviet M101.

Det er en ny læsesal, skabt ud fra elevernes ønske om et roligt sted til fordybelse, lektielæsning og koncentreret arbejde. 

Det fortæller gymnasiet i en pressemeddelelse.  

Rummet er tænkt som et elevpendant til lærernes egne arbejdsområder, men tilpasset unges behov og daglige rytme.

Initiativet blev sat i gang tilbage i 2022, da gymnasiets PR-udvalg tog fat på at forbedre de fysiske læringsmiljøer. 

Ifølge lektor Brian Lorenzen udsprang arbejdet af et ønske om at skabe inspirerende omgivelser med mulighed for ro, afskærmning og nærvær. 

Billede beskrivelse

Bæredygtighed og genbrug

Det førte til etableringen af Det Rum’lige Udvalg, som i tæt dialog med elever og eksterne konsulenter har udviklet konceptet bag M101.

Et centralt fokus i projektet har været bæredygtighed og genbrug. 

Indretningen er blevet til i samarbejde med snedker Klaus Grønning, som har designet møblerne af genbrugsmaterialer – herunder borde fremstillet af gamle gymnastikgulve. 

Bøger, planter og dekorative elementer er doneret af skolens elever og ansatte og forankrer rummet lokalt.

Projektet er blevet realiseret med støtte fra Sparekassen Danmark Fondene, der har bidraget med 100.000 kroner. 

I den forbindelse deltog Søren Bilgaard Nissen fra Sparekassen Danmark i den officielle åbning og klippede snoren.

Billede beskrivelse

Varm, rolig og hyggelig

Eleverne har været med til at forme rummets udtryk fra start og har ønsket en varm, rolig og hyggelig atmosfære med plads til fokus og stilhed. 

M101 er derfor ikke tænkt som undervisningslokale eller samtalerum, men som et dedikeret stilleområde.

Selvom læsesalen nu er taget i brug, er udviklingen ikke afsluttet. 

Eleverne vil fortsat bidrage til indretningen, så rummet løbende kan tilpasses deres behov og drømmen om et inspirerende og bæredygtigt studiemiljø.

- Med M101 tager Aalborghus Gymnasium endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke trivsel og skabe meningsfulde rammer for læring og fordybelse, udtaler rektor Torben Poulsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste