Aalborg-foreninger sørgede for julehjælp til flere end 900 gæster
AALBORG: Julen er hjerternes fest - men det er også en dyr tid.
Derfor havde fire Aalborg-foreninger - Cool East, Aalborg Ishockey Klub, Aalborg Pirates og håndboldafdelingen i Skalborg Sportsklub - tirsdag eftermiddag og aften inviteret til et stort bankospil med efterfølgende spisning.
Johnny Hefty var inviteret som opråber, borgmester Lasse Frimand Jensen (S) holdt åbningstale, og på præmiebordet havde flere end 50 lokale virksomheder doneret over 250 gaver i alle afskygninger.
Der var i sandhed lagt i ovnen til en gaveregn uden lige.
Ditte Hansen, der er Operations Manager i Aalborg Pirates, ser også tilbage på bankoaftenen som "en kæmpe succes".
- Det var tredje år i træk, vi lavede det her arrangement for familier og borgere, der har brug for lidt ekstra omsorg her i julen. Vi fik glædet en masse mennesker og en masse familier med ekstra julegaver og ekstra julegodter her i december, siger hun og tilføjer:
- Vi havde selvfølgelig alt for mange præmier fra velvillige sponsorer, så det var næsten alle gæster, der kom hjem med noget under armen.
Der var udbudt 960 billetter til arrangementet - og de var alle væk på under en uge.
Spurgt ind til om arrangørerne regner med at vende tilbage næste år, er svaret klart fra Ditte Hansen:
- Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at vi gentager succesen næste år.
Fra Aalborg Pirates-direktør, Peter Lauritsen, lyder der også en særlig ros på bagkant af tirsdagens arrangement.
- Jeg vil i særdeleshed gerne fremhæve de frivillige, som var med til at gøre det til en god aften for alle vores gæster. Og så skal der også rettes en stor tak til Ove og Karin som tovholdere for bankospillet samt Hans og Gitte, der også gav en stor hånd med på aftenen. De fire har været uundværlige for os, siger han.
Aftenen sluttede i øvrigt af med, at alle gæster var inviteret til Metal Ligaen-opgøret mellem Aalborg Pirates og Odense Bulldogs.
En kamp der endte med et 5-7-nederlag til piraterne.