541 almene boliger moderniseres for kvart milliard
Beboerne i Sundby-Hvorup Boligselskabs afdeling 3 i Lindholm har måttet væbne sig med tålmodighed. I 10 år har der været planer om igangsættelsen af et stort og tiltrængt renoveringsprojekt.
Men tirsdag var ventetiden forbi. Her tog borgmester Lasse Frimand Jensen (S) og formand for organisationsbestyrelsen i Sundby-Hvorup Boligselskab, Hans Bøyen Christensen i fællesskab de symbolske første spadestik.
- Sundby-Hvorup Boligselskab er en fuldstændig afgørende del af Aalborg Kommune. I der bor her er med til at skabe sammenhængskraft, lød det fra Lasse Frimand Jensen, da han indledningsvis talte til forsamlingen.
- Der er tre t’er, som er vigtige for mig. Det er tillid, trivsel og tryghed, fortsatte borgmesteren, som også kom ind på den verserende bandekonflikt i Aalborg. - I den forbindelse gør de almene boligselskaber et rigtig godt stykke arbejde for at sikre, at vi alle kan have en tryg hverdag. Det skal I have tak for, lød det fra borgmesteren.
Siden hæftede Hans Bøyen Christensen sig ved den forsinkede igangsætning af renoveringen. - Der har været mange bump på vejen. Oprindelig var der lagt op til 250 mm. ekstra isolering i væggene og nye mursten udenpå. Men så kom corona og en krig i Europa.
Det medførte meget høje materialepriser og en dyrere licitation end forventet. Så vi har måttet finde besparelser på længdefacaderne. De bliver i stedet repareret med nye fuger og udskiftning af defekte overliggere, forklarede formanden.
Moderniseringen omfatter blandt andet nye vinduer og entredøre, altanrenovering, ny tagbeklædning, renovering af badeværelser samt udskiftning af installationer. Desuden monteres der nye køkkener og badeværelser i tilgængelighedsboliger, ligesom de grønne anlæg omlægges med ny beplantning og opholdsarealer.
Ialt er der tale om 541 boliger fordelt på Viaduktvej, Stationsvej, Bakkevej, Ringholmvej, Frank Rygaards Vej og Lindholm Nærbanevej. Renoveringen løber op i sammenlagt 262 mio. kr. og forventes at vare 2,5 år.
Tirsdagens seance blev rundet af med servering af kage til stor fornøjelse for især de fremmødte, lokale børnehavebørn.