251 unge i Aalborg er kriminalitetstruede: Nu vil kommunen styrke forebyggelsen
AALBORG: 251 børn og unge mellem 12 og 17 år er kriminalitetstruede i Aalborg Kommune. Samtidig viser en ny analyse, at andelen af unge, der gentager kriminalitet, er faldet fra 37 procent i 2019 til 25 procent i 2023.
Det oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Analysen er udarbejdet af Deloitte og har blandt andet kortlagt 427 familier i kommunen, hvor mindst ét barn eller én ung og én voksen er eller har været involveret i kriminalitet. Det svarer til 1,6 procent af kommunens børnefamilier.
Familierne er ifølge analysen ofte præget af flere samtidige udfordringer som lav indkomst, lavt uddannelsesniveau og svag tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vil sætte tidligere ind
Analysen har været drøftet i Job- og Socialudvalget, hvor resultaterne skal bruges i det videre arbejde med at forebygge kriminalitet blandt børn og unge.
- Den her undersøgelse viser, at rigtig meget af det, vi gør i forhold til børn og unge, der er på vej ud i kriminalitet, virker. Men den viser også et potentiale for at skrue op for den tidlige og forebyggende indsats f.eks. i regi af SSP, siger rådmand Peter Larsen.
Peter Larsen peger blandt andet på tidligere opsporing, stabile voksenrelationer og adgang til positive fællesskaber som områder, hvor indsatsen kan styrkes.
Det kan eksempelvis handle om støtte til familien og om at fastholde børn og unge i skolen samt kontaktpersonsindsatser, fritidsjob og fritidsfællesskaber.
- Vi skal tættere på de børn, unge og familier, hvor risikoen er størst - og sikre, at den enkelte unge har en stabil voksen, en skole eller et job og et fællesskab at holde fast i. Det er både bedre for den enkelte og en klogere investering for kommunen, siger Peter Larsen.
Potentiale på 16,3 millioner kroner
Deloitte har desuden beregnet et budgetøkonomisk potentiale, hvis det reelt var muligt at forebygge al kriminalitet blandt de 251 kriminalitetstruede børn og unge.
Potentialet er estimeret til 16,3 millioner kroner om året.
I en del af analysen er der set nærmere på 166 af de kriminalitetsprægede familier, hvor alle familiemedlemmer bor i Aalborg Kommune. De estimeres samlet at medføre kommunale udgifter på omkring 43 millioner kroner om året.
Analysen blev besluttet som en del af budgetaftalen for 2026 og skal bruges til at kvalificere kommunens videre forebyggende arbejde.