Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nu kravler Aalborgs historie op ad væggene

12. september 2026 kl. 09.51

AALBORG: Torsdag blev det nye vægmaleri, “Historien i vores fodspor” officielt indviet i trappeopgangen på Aalborg Stadsarkiv. 

Bag værket står den aalborgensiske kunstner, Frida Stiil Vium, som har skabt en farverig og sanselig fortolkning af byens udvikling. Ved indvielsen talte Rådmand for Klima, Kultur og Sundhed, Jan Nymark Thaysen (V). 

Han understregede betydningen af at bevare og forstå byens historie. 

- Et arkiv er ikke kun et sted, hvor vi kigger tilbage. Det er også et sted, hvor vi kan forstå, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen. Når vi udvikler Aalborg, så skal vi jo ikke glemme, hvor vi kommer fra. Vores historie er en del af det fundament som vi bygger videre på, lød det fra rådmanden.

Billede beskrivelse

Mogens Jørgensen og Muggen Ræv

Kunstværket strækker sig over flere vægge og samler fortællinger fra Aalborgs historie i ét sammenhængende univers. Motiverne tæller både bygninger, dyr og mennesker, inspireret af fotografier, personer og stemninger fra stadsarkivets omfattende samlinger. 

Billede beskrivelse

Her mødes fortid, nutid og fremtid i en visuel fortælling, hvor byens arbejdsliv, kultur og identitet flettes sammen. Blandt de mange detaljer i værket finder man blandt andet et motiv af LigeHer.nu's navnkundige sportsjournalist, Mogens Jørgensen fra hans tid som AaB-spiller. 

Også Jonni Heftys "Muggen Ræv” har sneget sig med på det store vægmaleri, som for den opmærksomme betragter, rummer et væld af lokale referencer.

Billede beskrivelse

Et værk for hele byen

Ifølge kunstneren selv handler værket ikke mindst om de spor, mennesker sætter i byen gennem generationer. - Og så har jeg forsøgt at skildre Aalborgs udvikling fra industri-by til universitets- og kulturby, forklarede Frida Stiil Vium ved torsdagens indvielse.

Kompositionen er i øvrigt ikke kronologisk, men lader forskellige tider eksistere side om side for derved at skabe nye forbindelser på tværs af historien.

Billede beskrivelse

Med udsmykningen ønsker Aalborg Stadsarkiv at gøre historien mere nærværende og tilgængelig. Selvom maleriet er placeret indendørs, er det et kunstværk for hele byen, der skal invitere både borgere og besøgende til at gå på opdagelse i Aalborgs mange fortællinger. 

Værket kan frit opleves i arkivets åbningstid.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste