Grøn Familiedag byder på ridderkamp, kano og kæmpegynge
HALKÆR: Kæmpegynge, falkeopvisning, ridderkamp og kanosejlads er blandt aktiviteterne, når der søndag 13. september inviteres til Grøn Familiedag i Halkær.
Arrangementet finder sted ved Halkær Mølle, Halkær Kro og Halkær Voldsted og bliver til i et samarbejde mellem kommunen og en række foreninger, oplyser Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Formålet er blandt andet at give familier mulighed for at prøve forskellige aktiviteter og stifte bekendtskab med nogle af kommunens fritidstilbud.
- Grøn Familiedag er en unik mulighed for at prøve nye aktiviteter, møde engagerede foreninger og nyde naturen sammen med familien. Der er oplevelser for alle aldre og alle temperamenter, siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand for Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.
Fra laserriffel til smykkeværksted
Programmet spænder over en række forskellige aktiviteter.
Besøgende kan blandt andet prøve at skyde med laserriffel, sejle i kano, slås som en ridder og få et sug i maven i kæmpegyngen.
Der bliver også mulighed for at undersøge livet i vandløbet, blive klogere på bier, lave smykker og deltage i naturquizzer.
Programmet byder desuden på Krible Krable-koncert, veterantraktorer og grøntsagsudfordringer, mens hestevogne kører mellem aktiviteterne.
Mad over bål
I løbet af dagen bliver der mulighed for at lave bålpandekager, popcorn og snobrød, ligesom der vil være forskellige smagsprøver.
Det er også muligt at medbringe madpakke, mens Halkær Kro sælger mad og drikke.
Grøn Familiedag finder sted fra klokken 10.00 til 15.00. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding. Parkering foregår på Halkær Voldsted.