10 år med logrende haler: Aalborg Hundehotel fejrer jubilæum
Selefri løbeture, marker så langt øjet rækker og en flok glade legekammerater.
I 10 år har hunde fået en ferie i luksusklasse på Vibekes hundehotel.
– Jeg startede hotellet for at prøve noget nyt, og det viste sig at være en succes. Siden er det vokset år for år, og vi er heldige at have nogle utroligt søde kunder, fortæller den glade ejer af Aalborg Hundehotel, Vibeke Møller, til LigeHer.nu Aalborg.
Et Familien Møller-projekt
Vibeke er uddannet dyrepasser og arbejdede i 33 år i Aalborg Zoo, men for 10 år siden besluttede hun, at det var tid til nye eventyr.
– Idéen opstod på en ferie i USA. Min datter Julie havde passet hunde for venner i mange år, og jeg tænkte, at vi kunne tage skridtet videre og lave et hundehotel. Min mand sagde først nej, men mens vi andre var ude at handle, satte han sig ned og tegnede et hundehotel, griner Vibeke.
Den 1. april 2015 slog hun dørene op til hotellet, og siden har utallige hunde sat deres poter på stedet.
– Det er et familieprojekt. Min mor hjælper til indimellem, og min mand, som er håndværker, står for vedligeholdelse, hvis noget skal repareres, siger Vibeke og fortæller samtidig, at resten af familien også altid står klar.
Udover familiens hjælp har Vibeke også ansat dyrepasseren Lars, som har været med alle 10 år.
Mor og datters fælles passion
Datteren Julie, som i dag er 25 år, arbejder også på hundehotellet. Hun og Vibeke tilbringer mange timer sammen hver uge, men for dem er det helt naturligt at arbejde tæt sammen som familie.
– Jeg har redet i mange år, så vi har altid været vant til at tilbringe meget tid sammen i forbindelse med træning og stævner, fortæller Julie.
– Derfor føles det helt naturligt at arbejde sammen som mor og datter. Vi har altid delt interessen for heste, hunde og dyr generelt, supplerer Vibeke.
Og Julie har ingen planer om at finde andet arbejde lige foreløbig.
– Det er et dejligt job, hvor man får masser af frisk luft. Vi arbejder også lidt på, at jeg måske en dag overtager, men det er kun måske, siger hun.
Glade hunde og ejere
Gennem de sidste 10 år har de løbende forbedret hundehotellet.
– Vi finder altid en løsning, der passer både hund og ejer. Vores motto er, at vi passer hunde for tilfredse kunder, siger Vibeke.
Og det er ikke kun ejerne, der er glade for stedet – hundene elsker også at komme på besøg.
– De fleste af vores gæster er gengangere. Mange hunde begynder allerede at logre med halen, når de nærmer sig hotellet, fortæller Julie.
– Her er vi fri-for-snor, hvilket betyder, at hundene kan løbe frit. Vi sørger også for, at de går i faste grupper, så de altid er sammen med deres bedste legekammerater, forklarer Vibeke.
Lige nu har Aalborg Hundehotel flere hundrede hunde registreret i deres kartotek og har plads til 35 hunde ad gangen.
Hotellet har adresse på Kærvedgårdvej 5, 9200 Aalborg SV, og hunde kan indleveres efter aftale i hotellets åbningstid fra kl. 16.30-18.00.
Få en rundvisning af Julie her: