Agri Nord fyrer direktør
Økonomiske uregelmæssigheder er årsag, forklarer bestyrelsen
NORDJYLLAND: Den nordjyske landbrugsorganisation Agri Nord har onsdag aften fyret direktør Kim Koch med omgående virkning.
- Vi har desværre konstateret nogle økonomiske uregelmæssigheder, og derfor har vi besluttet, at Kim Koch fratræder med omgående virkning. Da der er tale om en personalesag, kan jeg ikke uddybe yderligere. Den diskussion kan jeg ikke gå længere ind i, siger bestyrelsesformand Carl Chr. Pedersen.
I har 1143 medlemmer. Tror du ikke, de er interesserede i at vide, hvorfor I har fyret deres direktør?
- Det kan godt være, men så længe, vi har det som en personalesag, er det noget, vi tackler internt.
Vil det sige, at I heller ikke senest på jeres generalforsamling vil redegøre for, hvad det er, der er foregået?
- Vi har lige haft en god generalforsamling (8. marts, red.), og når vi når frem til næste generalforsamling, så er vores medlemmer orienteret om det. Men for nuværende er det en personalesag , og vi kan ikke kommentere det yderligere.
Kim Koch tiltrådte som direktør i Agri Nord i november 2014.
På kort sigt indtræder Carl Chr. Pedersen selv som leder af Agri Nord, indtil en midlertidig direktør er på plads.
- Og det bliver indtil, vi får sat et nyt ledelsesteam, der skal køre forretningen videre. Vi går i gang med at søge efter en ny direktør, og det vil tage en tre-fire måneder, siger Agri Nord-formanden.
Ifølge ham er Agri Nords finansielle situation ikke påvirket af anklagerne mod Kim Koch.
Den nordjyske landbooforening er Danmarks fjerdestørste. Agri Nord har kontorer i Aalborg, Aars og Hobro.
Agri Nords samlede bruttofortjeneste blev i 2021 på 119,1 mio. kr. mod 121,7 mio. kr. i 2020.
Koncernen fik i 2021 et overskud på 5,5 mio. kr. mod 4,7 mio. kr. i 2020.
Nordjyske har forgæves forsøgt at træffe Kim Koch for en kommentar.