Billede beskrivelse

Ændringer på vej hos Art by Me: - Vi har brug for mere plads

Ventelisten i keramikcaféen er for lang - nu har ejerne fundet løsningen

07. april 2022 kl. 18.02

AALBORG: Interessen for at male på keramik hos Art by Me fortsætter med at stige. Antallet af gæster, der lader kreativitet flyde med pensel og maling, udfordrer keramikcaféen i Urbansgade i en sådan grad, at ejerne nu er nødt til at gå nye veje.

- Vi kan se, at der står 40-50 gæster på venteliste hver weekend, og det er selvfølgelig for mange, siger Mette Fruensgaard, der ejer det populære, kreative fristed sammen med Annette Terp.

- Og vi vil jo gerne imødekomme det behov, der er.

Billede beskrivelse

Sådan en udfordring går de to initiativrige kvinder naturligvis heller ikke af vejen for at løse, og derfor kan vi nu fortælle, at de udvider Art by Me.

- Vi har brug for mere plads, og nu overtager vi lokalerne i naboejendommen, hvor der tidligere lå en køreskole, fortæller Annette Terp.

- Vi går i gang med at renovere nu, og når vi er færdige, har vi omkring 20 ekstra pladser. Samtidig får vi også mulighed for større arrangementer end i dag. Vi har en del større grupper, der kommer for at male sammen.

Med udvidelsen bliver der også plads til noget af det, Art by Me vil satse endnu mere på i fremtiden, nemlig events.

- Folk har for alvor fået øjnene op for at mødes om samtaler på nye måder og finde hinanden i nye fællesskaber, blandt andet når man maler på keramik, siger Mette Fruensgaard.

- Samtidig finder mange også ro, når de kun er fokuseret på at male. Det gør, at man slapper af og hygger sig, supplerer Annette Terp.

De håber, at udvidelsen af Art by Me i Urbansgade 28 er klar efter pinse, sammenlægningen af de to lokaler kommer til at betyde, at keramikcaféen vil være lukket kortvarigt senere på foråret.

Det - og meget andet - kan du finde mere info om hos Art by Me på Facebook.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste