Billede beskrivelse

Advarsel om voldsomt vejr i Nordjylland

DMI har udsendt varsel om voldsomt vejr i store dele af Jylland

21. juni 2023 kl. 09.42

NORDJYLLAND: Hvis man bevæger sig udenfor onsdag formiddag og først på eftermiddagen, så er der risiko for at blive våd og blive rusket godt igennem.

Det skriver DMI, der har udsendt et varsel om det, de betegner som voldsomt vejr.

Fra onsdag morgen klokken 6.50 og frem til klokken 14.00 forventer DMI således torden og lokale skybrud i en stor del af Jylland - herunder hele Nordjylland.

DMI forventer, at der kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter. Herudover er der også risiko for hagl og kraftige vindstød mellem 15 og 20 meter i sekundet.

Ifølge DMI er det et lavtryk over den nordlige del af Nordsøen, der bevæger sig nordpå i løbet af dagen. En tilhørende front strækker sig tværs igennem landet mod Tyskland og bevæger sig i løbet af dagen mod nordnordøst. I forbindelse med fronten kommer der regn og byger, der stedvis kan være kraftige.

Omkring klokken 14 forventer DMI at fronten har passeret landet.

Udover varslet om voldsomt vejr i en stor del af Jylland er der for stor del af resten af landet udsendt risikomeldning for lokale skybrud og torden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste