Årets chance for musiktalenter
Det er nu, du skal tilmelde dig årets Band Battle på Skråen
AALBORG: Lige om lidt er det forår, og det betyder tid til dyste om titlen som årets nordjyske band og nordjyske singer/songwriter ved Band Battle 2018 på Skråen.
Tilmeldingen til konkurrencen eller rettere konkurrencerne er netop åbnet, og der er frist frem til 15. februar.
Man kan deltage i Band Battle, hvis man er bosiddende i Nordjylland, har et band og spiller pop, rock, soul, blues, dance, hip hop, heavy metal eller en helt anden genre, mens man kan melde sig til Songwriter Battle, hvis man er nordjysk singer/songwriter og har en håndfuld gode sange i skuffen.
Sidste år var det Fjerritslev-trioen Merula der løb med prisen som årets band, mens singer/songwriter-katerorien blev delt mellem What a Month og Ginne Marker på grund af stemmelighed.
Et udvalg lytter den kommende tid de indkomne ansøgninger igennem og i løbet af foråret holdes der tre semifinaler for bands på Skråen, samt to singer/songwriter semifinaler.
Band Battle finalen finder sted 5. maj.
Det er 26. år, at nordjyske bands og solister kan spille sig til en samlet præmiesum på 50.000 kr.
Man kan læse mere om Band Battle 2018 på www.skraaen.dk