Billede beskrivelse

Aalborgs gavlmalerier forfalder lidt efter lidt

Sygner Aalborgs gavlmalerier stille hen? Ja, medmindre nogen støtter projektet, så nye kan komme til, lyder svaret fra Lene Kirk, der er indehaver af KIRK Gallery i Danmarksgade

30. maj 2022 kl. 17.57

AALBORG: I løbet af de seneste ti år er der sket meget i Aalborg. Det gælder for kultur- og erhvervsliv, samt for hele byudviklingen, som har gennemgået en mindre renæssance i perioden.

I 2019 var Aalborg sågar på listen over de 52 steder, man ifølge mediet New York Times bør besøge, hvis man får muligheden.

Men nu risikerer én af de helt store turistattraktioner at miste glansen.

For trenden med gavlmalerierne, der har sat Aalborg på land- og verdenskortet, og som i Jyllandsposten gav den nordjyske hovedstad titel af "Danmarks Street Art Hovedstad", kan forsvinde med tiden, medmindre der findes midler til at opføre nye værker, når de gamle falmer.

Det fortæller Lene Kirk, der er indehaver af KIRK Gallery, som i dag arbejder med etableringen og istandsættelse af Aalborgs Gavlmalerier.

- Situationen er den, at projektet efterhånden har otte år på bagen. Og det er jo ikke anderledes, end når man maler sit hus - det holder ikke for altid. Det betyder, at de begynder at se rigtig trælse ud mange steder rundt omkring i byen, og hvis ikke vi gør noget ved det, så får vi jo en by fyldt med grimme, afskallede gavlmalerier. Det synes vi, vil være fantastisk synd, og vi risikerer, at miste byens nye status som Street Art Hovedstad.

Billede beskrivelse

Et råb om hjælp

Ifølge Lene Kirk skal der findes midler udefra til istandsættelse af gavlene samt opførelsen af nye, hvis man ønsker at bibeholde titlen som Danmarks Street Art Hovedstad.

- Det er ekstremt vigtigt, fordi gavlmalerierne igen har sat Aalborg på landkortet. Lige pludselig bliver vi udnævnt som "Danmarks Street Art Hovedstad". Men det er ikke kun i Danmark. Vi har lige pludselig fået hele verdens øjne på. Det er simpelthen nogle af de allerbedste kunstnere i verden, der står bag, fortæller hun.

Derfor har den amerikanske TV-kanal National Geographic netop også rettet henvendelse til Lene Kirk, og et dokumentarprogram er på vej på kanalen om Aalborgs gavlmalerier.s

Billede beskrivelse

Men for at kunne male et nyt maleri på en gavl, er man nødt til først at istandsætte gavlene for derefter at få en kunstner til at opføre et nyt værk.

Og det koster penge.

Penge, som KIRK Gallery i dag selv rejser med begrænset hjælp fra kommunen.

- Vi søger kommunen om midler hvert år, og vi får måske 20.000 hvert andet år. Det er jo stort set ingenting, når et gavlmaleri koster 100.000, siger hun og fortsætter:

- Derfor vil vi gerne prøve at råbe lidt op, for vi ved, hvor meget borgere og også erhvervsliv sætter pris på værkerne. Det er simpelthen et råb om hjælp.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste