Aalborgs gader dufter snart af pandekager med nutella
Se her, hvor du kan finde den omstrejfende pandekage-cykel
AALBORG: Foråret nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at den lille, velduftende madbod, Papi's Crepes, snart finder vej til Aalborgs gader igen.
Her kan du næppe slentre forbi, uden din næse finder vej til pandekage-ladcyklen, der er udstyret med et mini-køkken.
Du kan møde Ricardo Alfonso, der serverer de tynde, franske pandekager, der bliver kokkereret lige midt på gaden.
- Jeg kommer ud fredag i denne uge. Men jeg er generelt meget afhængig af vejret, siger Ricardo Alfonso.
Til dine pandekager kan du selv udvælge det fyld, der netop smager dig. Her kan du vælge mellem nutella, banan, jordbær, nødder, kokos, peanutbutter eller marmelade.
Skal du på jagt efter pandekager i Aalborgs gader, kan du starte med at kigge i Bispensgade eller på Nytorv i tidsrummet 13.00-18.00, hvor han typisk kører ud torsdag, fredag og lørdag.
Og så har Ricardo Alfonso også planer om en tur på Havnefronten om søndagen, hvis vejret tillader det, fortæller han.
Du kan holde dig opdateret på ladcyklens daglige placeringer på Papi's Crepes facebookside lige her.