Aalborg vil igen være vært for Tall Ships Races - se hvornår
Der forhandles allerede, og pengene er afsat i budgetforlaget
AALBORG: Det er ikke lang tid siden, at skibene tørnede ud fra The Tall Ships Races 2022 i Aalborg, men allerede nu kan borgerne plotte et nyt årstal ind, når det gælder folkefesten på havnefronten.
Samlet set var der 685.700 besøgende til årets arrangement, og det vender snart tilbage, hvis det står til, Aalborg Kommune.
- Vi har en forventning om, at det lykkes for os at lande det i 2026. Vi har en rigtig god dialog med Sail Training International i forhold til det, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
I budgetforslaget er der afsat syv mio. kr. til formålet.
- Jeg føler mig meget betrygget i, at det kommer til at ske, og så kan man lige så godt budgettere med det, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Faktisk skriver kommunen direkte i referatet fra budgetdrøftelserne, at Tall Ships Race bliver i 2026 afholdt i Aalborg for 7. gang". Så man er altså ret sikre på, at arrangementet kommer i havn.
- Vi føler os meget komfortable i forhold til det.