Aalborg Teater giver publikum lang næse: Aflyser Pinocchio-forestillinger
Forestillingen er dog ikke taget af plakaten
AALBORG: Skulle du have været i Aalborg Teater for at se Pinocchio med ungerne i det nye år? Så får du sikkert en lang næse ved meldingen om, at de offentlige middagsforestillinger 12.30 på lørdage og i vinterferien er aflyst.
Det samme gælder middagsforestillingerne på hverdage, der var tiltænkt skoleklasser.
Det skyldes, at publikumsopbakningen har været for lav, og derfor mener Aalborg Teater ikke, der er nogle bånd, der binder dem til at holde forestillingerne alligevel.
- Vi vil gerne samle publikum til de forestillinger, der kører klokken 10.00, fortæller Helle Vagner Nielsen, der er pressemedarbejder hos Aalborg Teater.
- Pinocchio henvender sig til børn i indskolingsalderen, altså for børn i alderen første til tredje klasse, og her er der størst efterspørgsel på formiddagsforestillingerne klokken 10.00, både blandt skoleklasserne og blandt familierne.
Har du købt billet til én af middagsforestillingerne, kan du derfor bytte den til en af de andre Pinocchio-forestillinger om formiddagen - eller få pengene retur, forsikrer Helle Vagner Nielsen.
Corona-nedlukninger og inflationen har gjort det svært at lokke folk i teateret, og derfor har man fra Aalborg Teaters side et ønske om at spare penge.
Det fortæller Hans Henriksen, der er teaterdirektør.
- I Nordjylland er der en generel nedgang i kulturforbruget, og det er vi også ramt af, siger han.
Han fortæller også, at man allerede før corona begyndte at mærke, at folk gik mindre i teatret.
Hvorfor kan Hans Henriksen kun gisne om - men han fortæller, at man blandt andet har gjort en indsats for at få flere skolebørn i teatret til forestillinger som for eksempel Pinocchio.
Blandt andet har man valgt at betale for skoleklassernes bustransport til skoleforestillingerne.
Det er dog ikke almindelig praksis, at man annoncerer en forestilling for derefter at aflyse den, fortæller Hans Henriksen.
- Det er første gang, det sker i min tid som teaterdirektør for Aalborg Teater, siger han.
På nuværende tidspunkt kan Hans Henriksen ikke udelukke, at andre forestillinger kommer til at lide samme skæbne som Pinocchio-forestillingen, der netop er blevet nedjusteret.
- Vi har også aflyst genopsætningen af Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf og Maxim Gorkijs Sommergæster.