Aalborgtårnet bliver oplyst i Ukraines farver
Over hele Europa står monumenter oplyst i Ukraines farver som et tegn på støtte - også i Aalborg
AALBORG: Som en glødende sympatierklæring til Ukraine har flere lande og byer valgt at lade nogle af Europas store monumenter lyse op i de blå og gule farver.
Her i Aalborg kunne vi for nylig berette om, hvordan en ukendt kunstner malede et fodgængerfelt blåt og gult, tirsdag meddelte Salling Group, at deres center i Aalborg ville blive oplyst, og nu bliver det altså Aalborgtårnets tur til at iklæde sig de blå og gule farver som et udtryk for støtte til Ukraine, som for nylig blev invaderet af Rusland.
I weekenden vil Aalborgtårnet blive belyst i det ukrainske flags farver gul og blå. Initiativet skal ses som et symbol på støtte til det ukrainske folk i kølvandet på Ruslands invasion af landet.
- Vi ved jo godt, at det ikke er fordi, vi kan stoppe Rusland fra at bombe ved at lyse et tårn op, men det er en gestus, der fastholder Ukraine i vores bevidsthed og minder os om, at det ikke er alle, der har det så godt som os, forklarer Mikkel Rodkær, som er direktør i lyd- og lysfirmaet Profox, som har ansvaret for lyssætningen.
Tidligere har tårnet været oplyst i Danmarks røde og hvide farver i forbindelse med coronanedlukningen, hvor han oplevede, at det skabte sammenhængskraft i en svær tid, og det er netop det, der nu er brug for igen.
- Der var faktisk flere, der begyndte at prikke lidt til mig om, hvorfor vi ikke gjorde det igen i denne her forfærdelige situation, og da jeg så forhørte mig om muligheden, så var alle bare klar, fortæller direktøren videre.
I modsætning til sidst er det dog ikke muligt at komme op i restauranten og lyse tårnet op indefra, da den er lukket og elevatoren er til service. Derfor vil tårnet denne gang blive oplyst nedefra. Mikkel Rodkær håber dog, at det vil give den samme effekt på aalborgenserne.
- Situationen i Ukraine er noget, vi alle bliver mere og mere berørte af, og Aalborgtårnet er ligesom indbegrebet af Aalborg, og man kan se det på lang afstand, så vi håber, at når vi ser det, vil vi have ukrainerne i vores bevidsthed.
Lyssætningen vil finde sted i dagene fredag 4. til og med søndag den 6. marts fra kl. 19.00 om aftenen til kl. 7.00 om morgenen.
Det er lyd- og lysfirmaet ProFox, der sætter lyset op i samarbejde med Aalborg Kommune, forpagteren af Aalborgtårnet, Det Broderlige Skydeselskab og Skydepavillonen.