Aalborg-sogn krydser incidensgrænse
Uvaccinerede børn og deres forældre driver en stor del af smitten
AALBORG: 15. november trådte Sundhedsministeriets nye grænser for incidenstal i forhold til coronasmitte i kraft. Det betød blandt andet, at grænsen for hvornår Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler særlige tiltag på sogneniveau blev nedjusteret fra 1000 til 800 smittede pr. 100.000 indbyggere.
Med 30 nye registrerede smittetilfælde mandag og et incidenstal på 901,98 fik Margrethe Sogn i Aalborg de nye grænser at føle fra dag ét. Da tallene blev opdateret tirsdag klokken 14 var incidensen steget til 1142,51.
Margrethe Sogn har Margrethekirken på Revlingebakken som omdrejningspunkt og omfatter blandt andet Vester Mariendal Skole og en række daginstitutioner. Sognet har 3326 indbyggere.
Hos Aalborg Kommune har man straks valgt at efterleve anbefalingerne fra myndighederne, fortæller Jan Nielsen, der er direktør i Ældre og Handicapforvaltningen og ansvarlig for Aalborg Kommunes corona-indsats.
- Vi har implementeret sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde eleverne i stamklasser og have ekstra fokus på håndhygiejne, afstand og udluftning, fortæller Jan Nielsen, der i sidste uge måtte lave samme manøvre på Gandrup Skole, da incidenstallet i Øster Hassing-Gåser Sogn røg over 1000.
- Vi følger anbefalingerne, som sammen med test og vacciner er de vigtigste redskaber lige nu, siger Jan Nielsen.
Selvom han ikke kan udpege et præcist arnested for smitten i Margrethe Sogn, ser Jan Nielsen et klart mønster i, hvad der i disse dage driver den stigende smitte.
- Det er i høj grad børn under 12 år, som jo ikke kan blive vaccineret, der bliver smittet. Og så er det hos deres forældre vi ser en stor andel af gennembrudssmitte trods vacciner. Det vil vi nok komme til at se rigtig meget af hen over vinteren, spår han.
Ligger pænt
Selvom smittetrykket fortsat stiger og kommunen er meget opmærksom på udviklingen, får endnu et sogn over incidensgrænsen ikke alarmklokkerne til at ringe for fuld udblæsning hos Jan Nielsen.
Incidenstallet i hele Aalborg Kommune lå mandag på 206,93 - altså et godt stykke under de 400, der nu er grænsen, før kommunerne bliver anbefalet at tage særlige tiltag i brug.
- Vi er meget opmærksomme på situationen og tager alle de forholdsregler vi kan. Aalborg Kommune ligger nummer 80 på listen, så selvom incidensen er over 200, ligger vi ganske pænt. Det er ikke en udpræget smitte, vi har i hele kommunen, men noget, der koncentrerer sig omkring enkelte steder, hvor vi så sætter ind, siger Jan Nielsen, der forventer at se flere sogne overskride grænsen i løbet af vinteren.