Billede beskrivelse

Aalborg skal have Power

Kæde vil ind i City Syd, men mangler den rigtige grund

22. november 2017 kl. 09.56
Opdateret kl. 13.43

AALBORG: Varehuskæden Power sender forelskede blikke mod Aalborg.

Det har de allerede gjort gennem længere tid, men det kniber med at finde det rigtige sted at slå sig ned.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi allerede har forhandlet med flere udlejere, siger direktør Jesper Boysen.

Kæden, som primært har slået sig op på at sælge elektronik og hvidevarer, har alene i år åbnet otte nye såkaldte Powerhouses rundt om i landet og vil de kommende år udvide til 25 butikker i landets største byer.

- Vi vil ind i City Syd, men problemet er, lidt enkelt sagt, at der godt kan ligge en grund, men så mangler der måske en detailplan-godkendelse, siger han og tilføjer, at prisen også spiller ind.

- Vi har set en kæde som Fona knække nakken, så derfor skal det også økonomisk være rigtigt for os.

Jesper Boysen har selv et stort detailkendskab til Aalborg og City Syd, som han kender fra sin fortid i bl.a. Køkkenland.

- Jeg synes næsten, at byen ligger og blinker til os, lyder det.

Kæden vil gerne ligge i nærheden af sine konkurrenter, som ikke kun er elektronikforretninger, men også store møbelhuse eller andre, der sælger langvarige forbrugsgoder.

Den tidligere Metro-bygning er, efter byggefirmaet Davidsen har opgivet at åbne forretning i Aalborg, kommet på markedet igen, men Jesper Boysen afviser, at Power skulle være på vej ind her.

- Jeg ville være komplet idiot, hvis vi ikke havde kigget på den. Den ville dog kræve, at vi tog nogle venner med, siger han og hentyder til, at der er plads til flere projekter på grunden.

Han afviser samtidig at kommentere på, hvor Power aktuelt er i gang med at forhandle.

- Det ville være dumt rent forretningsmæssigt, lyder det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste