Billede beskrivelse

Aalborg-restaurantør i drinkeventyr: Vil brage ind i USA

Produktet er udviklet. Nu står virksomheden overfor sit første store skridt

20. december 2022 kl. 19.01
Opdateret 22. december 2022 kl. 09.01

AALBORG: Det hele begyndte med, at Claus Seier Carstensen stod og manglede en god citronbitter til en drink.

Hans bartendervenner var vilde med produktet og ville have det selv. Det ene tog det andet, og nu står ejerne af El Mariachi med et produktionsapparat, der kan spytte 219.000 flasker ud hver tredje uge.

Det er virksomheden Seiers Scandinavian Craft Bitters, som Claus Seier Carstensen ejer 50/50 med Gitte Schrøder Christensen. De ejer også El Mariachi sammen og er i øvrigt partnere i privaten.

Og det er ikke for ingenting. Lige nu arbejder han nemlig på højtryk for at bryde ind på verdens største marked for bitter - nemlig USA.

- Det er det, der kan bære eller briste forretningen. I Europa er det nærmest kun bartendere, der har bitter stående. I USA er det noget, mange har i barskabet, siger Claus Seier Carstensen.

Stor konkurrence

Det er dog ikke den letteste opgave i verden. Ifølge restaurantejeren er det amerikanske marked domineret af nogle større spillere. De største og vigtigste distributører har aftaler med de store bitterproducenter, og derfor kan det være svært at få en fod indenfor døren, når man er et relativt nystartet firma fra Nordjylland.

Claus Seier Carstensen er dog fortrøstningsfuld.

Billede beskrivelse

- Bartenderverdenen er relativt lille, og de er ofte til at få i tale. Mixologer er altid interesserede i nye produkter og er som regel mere åbne end distributørerne. Vi har fået rigtig god feedback fra dem, fortæller han.

Netværk er en fordel

Udover USA er der også fokus på det italienske marked, som virksomheden også er på vej ind på. Claus Seier Carstensen har både været i Canada og Italien for at mødes med distributører og andre relevante aktører.

- Den gode feedback er overvældende, og det giver også bare en følelse af, at vi skal i gang. Jeg har brugt over 20 år bag en bar, så der er lidt netværk efterhånden. Det er så fedt, når der er folk, der kan stå inde for dig og dit produkt, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste