Seneste nyt

Aalborg-restauranter mødtes i tæt duel

Musikkens Spisehus og Mortens Kro mødtes i et vaskeægte lokalopgør i konkurrencen "Bedst i Nordjylland"

25. januar 2018 kl. 15.55

AALBORG: Den Danske Spiseguide står bag konkurrencen, der oprindeligt udspringer af "Bedst på Sjælland", og som blev skudt i gang på Hotel Amerika tidligere på måneden. Kort og godt går den ud på, at 16 nordjyske kvalitetsrestauranter kæmper mod hinanden om titlen, og det foregår én mod én. De otte vindere af de indledende runder går direkte videre til kvartfinalerne, dernæst går de fire vindere videre til semifinalerne, og slutteligt står to madsteder i den endelige finale om at blive bedst i Nordjylland og vindere af de 25.000 kroner. Hele ni af restauranterne er fra Aalborg, og derfor er det to fra samme by, der netop har dystet mod hinanden i den anden indledende runde.

Billede beskrivelse

Smagen var i højsædet

Musikkens Spisehus var på hjemmebane mod Mortens Kro, og det var to erfarne mandskaber, der mødtes i duellen, hvilket også blev afspejlet på tallerknerne.

- Konkurrencen adskilte sig fra den første mellem Hotel Amerika og Studie 4, hvor der blev eksperimenteret en hel del. Det var der knap så meget af i den her konkurrence, hvor det var ældre og mere erfarne folk, der havde været inde over. Man kunne både smage det og se det på anretningerne, og der var ingen tvivl om, at det var smagen, der var i højsædet, fortæller Torben Pedersbæk, der var en af aftenens dommere.

Billede beskrivelse

Han er en del af den kvalificerede jury, der er udvalgt af Den Danske Spiseguide til at bedømme restauranternes serveringer. Selv er han uddannet kok og har igennem mange år været selvstændig. Eksempelvis har han drevet en restaurant i Herning i flere år, og i dag har han en specialvarebutik og cateringfirma i byen.

Han forklarer til aalborg:nu, at der er fire forskellige kategorier, som dommerne bedømmer ud fra:

- Visualitet, smag, kreativitet og vinmatch, selvom det også kan være andre drikkevarer, som vi så det med cocktails i den første runde. Vi kan så afgive imellem ét og fem point til hver ret.

Billede beskrivelse

Endnu et tæt løb

De to Aalborg-restauranter havde på forhånd aftalt, hvilke råvarer de skulle arbejde med i de 4 serveringer. I snack-serveringen skulle der derfor indgå stenbiderrogn, i forretten skulle der være pighvar, i hovedretten kalv og i desserten chokolade. Selvom én råvare i hver ret var valgt på forhånd, så gav kokkenes fortolkninger og ideer vidt forskellige resultater, der alle emmede af kvalitet. Mortens Kro endte i sidste ende med at løbe med sejren, da de vandt på tre ud af fire retter, og selvom det lyder som en sikker sejr, så var det ikke tilfældet.

- Det var en meget lige konkurrence, hvor begge hold var super skarpe. De var sikre i deres serveringer både fra kokkenes side og fra tjenernes side. Så det var nogle små nuancer, der afgjorde det, fortæller Torben Pedersbæk.

Billede beskrivelse

Han havde også trøstende ord klar til Musikkens Spisehus:

- Selvom Musikkens Spisehus selvfølgelig er skuffede over, de ikke vandt, så skal de alligevel være stolte over deres præstation, det var super lækker mad og kompetent servering. Begge restauranter er uden tvivl et besøg værd, afslutter han.

Næste dyst i "Bedst i Nordjylland" står imellem Fusion og Vendia i aften.

Billede beskrivelse
Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste