Billede beskrivelse

Aalborg Pride mangler frivillige

Det er ikke bare festivalerne, der mangler frivillige i år. Også Aalborg Pride er ramt af manglen på folk, der vil tage en tjans i den gode sags tjeneste.

09. juni 2022 kl. 14.30

AALBORG: Selvom der lige godt er en måned til, Aalborg Pride løber af stablen, mangler organisationen stadig frivillige, der kan hjælpe med alt fra opsætning af boder til skiltning af ruten.

Billede beskrivelse

- I skrivende stund mangler vi 80-100 frivillige, der kan være med på selve dagen for Aalborg Pride, siger frivilligkoordinator Christine Alexandra de Blanck.

Ifølge hende skyldes manglen på frivillige de sidste to års corona-nedlukning, som har gjort det svært at mødes fysisk, og den observation bakker Aalborg Pride-forperson Martin Christensen op om.

- Det gik jo så stærkt med den anden corona-nedlukning, at vi faktisk ikke kunne nå at holde en takkefest for de frivillige, der var med i 2019, hvor Aalborg Pride fordoblede sit deltagerantal. Og fordi vi ikke har kunne mødes fysisk, har det været svært at holde en tæt kontakt til de frivillige.

God måde at møde nye mennesker

Lige nu håber han og Christine Alexandra de Blanck dog, at de mange gengangere fra tiden før corona melder sig til som frivillige igen.

- Og er man ny i LGBT+-miljøet, eller mangler man én at gå med til Aalborg Pride, kan det at være frivillig være en god måde at være med og møde nye mennesker på, tilføjer Christine Alexandra de Blanck.

Aalborg Pride finder sted lørdag 9. juli, og paraden starter i Kildeparken og slutter i Karolinelund, hvor der blandt andet vil være musik og optrædener.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste