Så meget stiger varmeprisen i Aalborg
Der er flere årsager til, at prisen igen stiger, og denne gang med 2100 kr. årligt for et standardhus
AALBORG: De 180.000 varmeforbrugere i Aalborg skal igen til lommerne, for 1. september sætter Aalborg Forsyning endnu en gang prisen op for det variable varmeforbrug.
Prisen stiger fra 0,684 kr./kWh inkl. moms til 0,8 kr./kWh inkl. moms. Og for den enkelte forbruger med et standardhus på 130 kvadratmeter og et forbrug på 18.100 kWh vil prisstigningen i gennemsnit give en meromkostning på 175 kr. inkl. moms om måneden eller 2100 kr. årligt. Der er ingen prisstigning på de faste bidrag, så samlet set vil den totale varmepris stige med 14 procent.
- Vi er trætte af det
- Vi er rigtig trætte af, at vi nu bliver nødt til at sætte varmeprisen op, og vi gør det kun, fordi vi ikke har andre muligheder. Vi er nødt til at handle nu, og derfor udviser vi rettidig omhu og hæver priserne den 1. september 2023,” siger Per Clausen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning i en pressemeddelelse.
Et af problemerne er, at Nordjyllandsværket sidste år blev ramt af et nedbrud, så man ikke kunne producere el, da elpriserne var høje. Nu kan man igen producere el, men nu er elpriserne faldet.
Dyrere kul
Desuden er prisen på kul steget på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Og det rammer varmeprisen, da det kulbaserede værk, står for 60 procent af fjernvarmen, og dermed bruger store mængder kul.
”Vi fik købt det kul, som vi havde brug for, men helt uforudset kom der et nedbrud på Nordjyllandsværket, som betød, at vi ingen produktion havde i fem måneder, mens elpriserne var tårnhøje. Derfor kom vi ikke til at tjene det, som vi havde forventet, siger Søren Gais Kjeldsen, der er administrerende direktør i Aalborg Forsyning.
Nordjyllandsværket har tidligere haft en meget stor indt
Mindre overskudsvarme
Desuden spiller en anden meget væsentlig faktor ind, da Aalborg Portland ikke længere kan levere den samme mængde overskudsvarme til Aalborg Forsyning som tidligere.
Aalborg Portland har meddelt, at den fremtidige leverance af overskudsvarme er reduceret med cirka 45 procent i forhold til det, der var indgået aftale om.
Det betyder, at overskudsvarmen fra Aalborg Portland nu kun udgør 15 procent mod tidligere 28 procent af den samlede varmeproduktion.
Dyrere løsning
- Den mængde varme, som vi ikke længere kan købe fra Aalborg Portland, bliver vi nu nødt til at producere på Nordjyllandsværket, hvilket desværre er en dyrere løsning. Derfor påvirker det også varmeprisen i Aalborg negativt, siger Søren Gais Kjeldsen.
Så sent som 1. december 2022 blev varmeprisen også hævet med 15 procent. Dengang blev årsagerne angivet til at være et generelt udfordret energimarked med stigende kulpriser samt et havari på Nordjyllandsværket.