Vild Aalborg Freja-jubel: Det her kommer vi aldrig til at opleve igen

3500 tilskuere så serie 1-klubben udfordre Brøndbys danske fodboldmestre

28. oktober 2021 kl. 21.17
Opdateret kl. 22.44

FODBOLD: Selvom de tabte 0-3 til Brøndbys danske mestre, var der kun lutter smil og glæde hos serieklubben Aalborg Freja efter torsdagens pokalkamp på Aalborg Portland Park.

3500 tilskuere skabte en flot kulisse, og serie 1-holdet lukkede kun halvt så mange mål ind, som de på forhånd ville have stillet sig tilfredse med.

- Det var en fed oplevelse, som man nok ikke kommer til at prøve igen. At vi kun tabte 0-3 gør mig sgu stolt, lød det fra forsvarsspilleren Morten Christensen, mens han nød hyldesten fra tribunen.

Her var især målmand Simon Gasberg en populær herre, og han stod da også en fænomenal kamp mellem stængerne.

- Det var over al forventning, at vi kunne holde dem nede på tre mål og så få chancer. Det var verdensklasse af drengene, der krigede hele vejen igennem mod et hold, der burde være flere klasser bedre end os, sagde keeperen.

Billede beskrivelse

Kulissen blev peppet godt op af de 500 Brøndby-fans, der som sædvanligt bakkede deres hold højlydt op.

- Alt i alt var der vel 35 gange så mange tilskuere, som vi plejer at have til vores kampe i serie 1, og Brøndbys fans var også med til at sørge for en fed kulisse. Vi var trætte til sidst, men man bider det i sig, når der er sådan en opbakning, lød det fra en stolt Morten Christensen.

Aalborg Freja spillede i 2016 også en pokalkamp mod et superligahold, men dengang valgte man at flytte kampen mod AGF til Aarhus Stadion, hvor man tabte 5-0.

- Den her oplevelse står meget stærkere end dengang. Jeg tror, der var dobbelt så mange tilskuere, og i dag holdt langt størstedelen med os. Samtidig holdt vi kampen i live i længere tid, så de to kampe kan slet ikke sammenlignes, fastslog målmand Simon Gasberg.

Det eneste, der manglede for at gøre oplevelsen mod Brøndby ultimativ, var en scoring fra Aalborg Frejas fødder.

- Det ville have toppet oplevelsen. Vi havde også et par kontraløb, hvor vi på en god dag kunne have fået lavet et mål, slutter Morten Christensen.

Se også
Se billederne: Frygtløse Aalborg Freja gav Brøndby sved på panden
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste