Aalborg Forsyning beder om hjælp: Tænd lyset for din skraldemand
Renovationsarbejderne har brug for din assistance i vintermørket
AALBORG: Med udsigten til en vinter med ekstra høje priser på fødevarer og energi har de fleste forståeligt nok fokus på at spare alle de steder, hvor det kan lade sig gøre. Og for mange betyder det blandt andet, at der bliver lagt en dæmper på den udendørs belysning - både når det gælder den almindelige belysning og julebelysningen.
Men mens udsigten til at spare penge får mange til at slukke på stikkontakten, så kan manglende lys give problemer for de ansatte i Aalborg Forsynings renovationsafdeling. Skraldefolkene tømmer nemlig for det meste byens affaldsspande meget tidligt om morgenen, og i vinterperioden betyder det, at arbejdet foregår i buldermørke.
Derfor opfordrer Aalborg Forsyning på sin Facebookside byens husejere til at tænde lyset for deres skraldemand, så han ikke skal famle sig frem i mørket for at finde skraldespanden.
Lys op for skraldemanden
- Det er bare en venlig reminder, fordi vi normalt på denne årstid ser, at folk glemmer at få tændt lyset, når skraldemanden skal komme, siger Aalborg Kommunes renovationschef Jens Boye.
- Jeg kan selvfølgelig sagtens forstå, at folk gerne vil spare på energien, og det er jo heller ikke sådan, at vi forventer, at man tænder hele arsenalet af lamper udenfor. Vi vil bare gerne sikre os, at der er lys nok til, at skraldemanden kan se, hvad han laver, siger Jens Boye.
Han oplyser, at kommunens renovationsfolk kan bevæge sig op til 30 meter ind på en matrikel for at hente restaffald, og de skal kunne se, hvor de træder, og hvor skraldespanden er placeret.
- Alternativt så kan man jo stille skraldespanden ud til skel. Så skal vi nok tage den derfra, og så behøver man normalt ikke at tænde lys. Mange borgere er gode til at trække skraldespanden ud til skel, siger Jens Boye.
Ryd for sne og is
Når sneen begynder at falde og frosten bider, er det ekstra vigtigt at sørge for gode adgangsforhold, for der kan være glat rundt omkring på villavejene, og det er nemt at falde, når der samtidig er helt mørkt.
Derfor beder Aalborg Forsyning om, at borgerne, udover at tænde lyset, også sørger for at adgangsvejen til skraldespanden ryddes for sne og is.
- Vi plejer at skrive en lille reminder på vores hjemmeside eller i beskederne til dem, der er tilmeldt vores sms-service, om at der skal være ryddet for sne og is, så skraldemanden kan gå sikkert, oplyser Jens Boye og tilføjer, at det er helt op til boligejeren, om der også skal saltes eller sandes.
- Det skal bare være sådan, at skraldemanden kan gå der forsvarligt, fastslår renovationschefen.
Boligejere, der gerne vil have have besked i god tid, før skraldemanden triller forbi, så de kan nå at tænde lyset, kan tilmelde sig Aalborg Forsynings SMS-service på aalborgforsyning.dk/privat/sms-service