Billede beskrivelse

90.000 deltagere: Sådan synes Aalborg Karneval det gik

Anmeldelser om overgreb gør indtryk - men det er svært for arrangører at gardere sig 100 procent

29. maj 2022 kl. 15.10

AALBORG: Med omkring 90.000 deltager blev årets karneval i Aalborg en både farverig og festlig affære.

Men med så mange samlet i bymidten og til den efterfølgende fest i Kildeparken var der desværre også en række anmeldelser om voldtægter samt et par sigtelser for vold og narkobesiddelse, og ifølge formand for Aalborg Karneval Mette Bugge er det naturligvis kedeligt.

- Det er jo klart, at det er vores karneval, og vi tager ansvar for hele døgnet. Men det er jo ikke noget der er sket i Kildeparken, og i byens rum er det svært for os at kontrollere, selvom vi synes, vi har gjort alt , hvad vi kan, understreger hun.

Aalborg Karneval tænker således meget på, at deltagerne skal føle sig trygge, og derfor var der både samaritter, sundhedspersonale og paradevagter til stede det meste af dagen.

- Jeg var selv ude som paradevagt, og for hver 100 meter står der desuden en samarit, som man kan komme i kontakt med, hvis man føler sig utryg, har slået en fod, er ked af det, har fået for lidt vand eller føler sig presset i mængden, fortæller Mette Bugge.

Til efterfesten i Kildeparken var der også masser af samaritter og sundhedspersonale, og Aalborg Karneval har også gjort meget for at kommunikere, hvordan man får en god og tryg oplevelse i ugerne forud for karnevallet.

- Det gør vi både selv i forhold til budskaber som, at man skal passe godt på sig selv og hinanden, passe på sine fødder, skrive sin adresse på armen og andre ting, vi synes, man kan gøre for at få en god dag. Men vi har også deltaget i to kampagner - blandt andet i samarbejde med kommunens kultur- og sundhedsforvaltning - som handler om samtykke, og samtidig er vi også medlem af Dansk Live, der har et slogan, som hedder "ingen sex uden samtykke", påpeger Mette Bugge.

Hun vurderer derfor, at der sjældent er blevet udsendt så mange pressemeddelelser og lavet så mange opslag på de sociale medier forud for karnevallet, som der er i år.

- Vi tager naturligvis dybt afstand fra det, der er sket, for man bør kunne tage til en fest uden at være bekymret. Og derfor prøver vi også at være den ansvarlige voksne og skabe en så tryg og så sikker en ramme som overhovedet muligt, forklarer Mette Bugge.

Hun tilføjer, at både Aalborg Karneval og deltagerne har fået ros af politiet, myndighederne og omgivelserne for at være nogle af dem, der er rigtig dygtige til at drage omsorg for hinanden og hygge sig sammen.

- Altså det er jo vanvittigt, hvor lidt der er sket, når vi kigger på, hvor mange mennesker, der har været samlet. Og samtidig oplevede vi også, at mange af dem, der tidligere har gået tidligt hjem holdt ud længere - måske fordi de havde glædet sig ekstra meget til at være med i årets karneval efter to års pause, siger hun.

Aalborg Karneval har endnu ikke opgjort det økonomiske resultat, der først ventes at være helt på plads i starten af juli.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste