6 steder med lækre smoothies og friskpresset juice i Aalborg
Ikke rigtig sulten - ikke rigtig mæt. Måske er det tid til en smoothie eller en juice?
AALBORG: Nogle gange skal man bare ikke lige have mere kaffe, øl, sodavand, kakaomælk - you name it. Der er gledet nok indenbords, og måske har du brug for at detoxe din krop med noget helt frisk, der mætter lidt, men ikke for meget.
Følelsen af at spise et lækkert stykke frisk frugt, gnave i en gulerod, sætte tænderne i en mango - og så bare uden besværet med at skrælle, skære - og tygge for den sags skyld.
LÆS MERE: Grønt og lækkert: Her er 3 steder med sund takeaway
Vi snakker selvfølgelig om smoothies og juice. Guds gave til alle os, der nogle gange bare har brug for et skud vitaminer serveret i en lækker kop og i alverdens friske farver.
Er du i tvivl om, hvor du finder Aalborgs sikre hits udi de friske drikkevarer, der liige giver mulighed for at krydse en af de seks om dagen af? Fear no more. Her kommer vores favoritter:
WeFeat
På Boulevarden ligger denne lille perle af frisk mad, salater, bowls og selvfølgelig lækre blendede juicer af frisk frugt og grønt.
Hvis du føler dig lidt eksperimenterende, så har de hver måned en anbefalet juice, der giver dig sæsonens skud vitaminer.
Størrelserne imponerer ikke, så selv den store forsvinder desværre ganske hurtigt - men det er nok også, fordi den er så lækker.
Du får juicer i alverdens farver til 55 kroner for en lille og 65 kroner for en stor.
WeFeat, Boulevarden 12, 9000 Aalborg
CaféVi2
Klassikeren på C. W. Obels plads kan altså bare også noget, når det kommer til spændende juice.
Her er der faktisk overraskende mange spændende varianter. For eksempel den på billedet, som er med papaya, lime, æble og ingefær.
Juicen koster 49 kroner, og det fine ved at drikke sin juice her, er at du kan få alverdens både sunde og usunde retter til. Skal det være en salat - eller er det blevet tid til burger eller nachos? Vi ved jo alle, at den sunde juice neutraliserer en lidt mere usund ret.
C. W. Obels Plads 2, 9000 Aalborg
Joe & The Juice
De har ikke altid det bedste ry med den (lidt for) høje musik, juice-fyre i (lidt for) stramme t-shirts og de halvdyre sandwich, der indirekte blev grundlaget for den forrygende danske komedie Retfærdighedens Ryttere, der løb over biograflærrederne i 2020.
For hvem smider en næsten urørt Joe & Juice-sandwich til 58 kroner ud?
Men de kan lave juice! Og måske er det derfor kæden har spredt sig til hele verden.
Du får knap en halv liter juice eller shake for 56 kroner og en vegansk shake for 62 kroner.
Joe & The Juice, Friis, Aalborg Storcenter, Algade 18
Spiseriet Aalborg
Denne lille perle i Vejgård kommer af og til op, når vi spørger jer brugere om noget på vores Instagram. Det gjorde den, da vi spurgte hvilke steder, I elsker at købe juice.
På den hyggelige café, hvor der i øvrigt er plads til hele mødregruppen, kan du nemlig få seks forskellige juice til 49 kroner stykket.
Og så kan du i øvrigt selv bestemme, om det skal være den sunde, den friske eller en af de andre varianter.
Spiseriet, Hadsundvej 33a, 9000 Aalborg
DinVitaminbar
I Vestbyen ligger denne perle af en sund madbutik, hvor man kan få alverdens lækre bowls og juice. De sælger også rigtig mange smoothies - hvilket man sagtens kan forstå, når prisen ligger på de 40-50 kroner for det perfekte mellemmåltid.
Hvis du er til sådan noget, så kan du også få et skud proteinpulver i din smoothie herinde. Det koster end rund 10'er - og så skal musklerne nok få vokseværk.
Det helt store hit hos DinVitaminbar er Den Pæne, som indeholder mango, jordbær, blåbær og appelsinjuice - en sikker vinder!
DinVitaminbar, Kastetvej 41, 9000 Aalborg
Caspars Urban Food Bar
Hos Caspars på Algade har de virkelig mange forskellige friske juice.
På deres Instagram er der masser af inspiration til, hvad den næste investering på juicefronten skal være. De er både grønne, gule, orange og lyserøde, så du kan bestille lige den farve, der passer til dit humør og dit outfit.
De smukke drikkevarer koster mellem 45 og 49 kroner.
Caspars, Algade 55, 9000 Aalborg
Der er garanteret mange flere steder, hvor man kan få gode friske drikkevarer.
Eksempelvis har de på Kochs Kaffebar og Café Vesterå et begrænset udvalg - men så er der til gengæld flere ting at vælge imellem på resten af menukortet.
Og skal du have en lækker sandwich til, så er Nadias Sandwich også god for et glas friskpressede appelsiner.
Kender du flere steder, så tag os altid gerne med @aalborgnu.dk i dine tips på Instagram.
LÆS MERE: Billige spisesteder i Aalborg: Her bliver du mæt for 50 kroner