Billede beskrivelse

56-årig fik læsterlige klø - 29-årig anholdt

Voldsomt opgør i privat hjem i Svenstrup tidligt lørdag morgen

23. april 2022 kl. 10.33

SVENSTRUP: Et voldsomt opgør mellem to mænd har ført til, at en person - en 56-årig mand - har fået særdeles mange tæv, mens en anden mand - en 29-årig mand - er blevet anholdt og sigtet for at have tævet den 56-årige.

- Det har foregået i et misbrugsmiljø i et privat hjem i Svenstrup. Men derudover er det sparsomt med, hvad vi kan fortælle på nuværende tidspunkt. Vi er i gang med afhøringer af de to involverede personer, forklarer vagtchef Bent Højgaard, Nordjyllands Politi.

Anmeldelsen om opgøret kom klokken 04.38 lørdag morgen, og den 29-årige blev herefter anholdt på stedet.

- Den 56-årige er blevet slået med forskellige genstande, uden at det dog har været livstruende, oplyser vagtchefen.

Politiets jurister skal - når de to er blevet grundigere afhørt - tage stilling til, om den 29-årige skal fremstilles i et grundlovsforhør senere lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste