Billede beskrivelse

4 sommerlige instaspots du skal kende i Aalborg

Vi giver dig her 4 insta-værdige, sommerlige spots, du vil elske

11. august 2021 kl. 19.03
Opdateret 12. august 2021 kl. 16.44

AALBORG: Ahh, den søde sommer. Solen titter frem, og blomster, buske og træer springer ud i alverdens flotte farver og nuancer. Det er en perfekt anledning til at gribe ud efter telefonen og forevige den smukke natur – men hvor finder du egentligt den flotteste natur? Vi har samlet fire steder i Aalborg, hvor du er garanteret at få flotte billeder, du kan opdatere din Instagram profil med.

Billede beskrivelse

Nordens Kridtgrav

Et stenkast fra Nordens Paris, findes Nordens Kridtgrav, der i daglig tale også bare kaldes Kridtgraven. Et naturskønt område beliggende på Annebergstien mod Hasseris. I 70 år gravede Portland Cement-Fabrik efter kridt i Nordens Kridtgrav, og dermed opstod de 10-20 meter høje skrænter og det smukke turkisblå vand.

Du kan både opleve dette eventyrlige sted fra stien, som slænger sig rundt om kridtgraven eller fra vandet, hvis du begiver dig ud på et paddleboard. Vi kan i hvert fald garantere, at du ved kridtgraven kan få et insta-værdigt billede med hjem.

Bonustip: Bliver du fristet til at bade i det flotte vand, er der rig mulighed for at gøre det. Vi anbefaler dog, at du holder dig til bredden, da vandet på midten af kridtgraven bliver ret koldt.

Billede beskrivelse

Hjelmerstald

Du kender helt sikkert godt Hjelmerstald, men vi vil alligevel lige minde dig om, hvor Insta-værdig Hjelmerstald er netop om sommeren. Her skyder stokroserne op ad husmurene sommeren lang, og så det bliver næsten ikke mere idyllisk end det. Kontrasten mellem de farverige huse og den stenbelagte sti bidrager til en helt speciel og nostalgisk stemning i den kendte gade.

Hjelmerstald er et af de få bevarede Aalborg-kvarterer fra det 17. århundrede, og gadens navn betyder egentlig hestestald. Gadens eventyrlige præg skaber de perfekte rammer for, at du med garanti kan få et insta-værdigt billede med hjem i kamerarullen.

Billede beskrivelse

Mølleparken

Klods op og ned ad Aalborg Zoo ligger Mølleparken. Parken blev anlagt i 1934 og anvendes blandt andet til afholdelse af koncerter. På denne tid af året står parkens træer og buske ekstrasmukt, og der er altså god mulighed for at få et godt billede af parkens blåregn – planten med de flotte blå blomster, som du kan se på billedet.

Og det er helt klart parkens mange flotte blomster, der giver stedet en helt speciel atmosfære, og som gør den helt perfekt til at tage insta-værdige billeder af. Så uanset om du er på jagt efter et smukt billede til din Instagram, eller om du blot ønsker at gå en tur i smukke omgivelser, så er Mølleparken helt sikkert noget for dig.

Billede beskrivelse

Søheltens Have

I Aalborg Vestby, ikke langt fra Skudehavnen og Streetfood, finder man Søheltens Have. Udover muligheden for at knipse sig et godt billede til sin Instagram, byder parken også på en petanquebane og en fodboldbane, så her er der god mulighed for at slå et par timer ihjel.

Søheltenes Have blev etableret i 1990’erne, og havens flotte, grønne arealer, skaber de perfekte rammer for et godt billede. Så hvis du ikke har besøgt Søheltens Have endnu, så kan vi klart anbefale, at du tager et smut forbi.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste